Ledere: Danskerne klarer hjemmearbejde i suveræn stil
Men vi savner kollegerne og kæmper med børnepasning og hjemmeskole. Det viser to nye undersøgelser af, hvordan danskerne håndterer corona-nedlukningen.
Arbejde fra en pc’er på spisebordet med småbørn på skødet og hjemmeskole for de større kan lyde som en utaknemmelig opgave, men de mange tusinde danskere, som lige nu er pålagt at arbejde hjemmefra under corona-nedlukningen, klarer det rigtig godt.
Det svarer de hjemmearbejdende danskeres chefer i en rundspørge, som Lederne har foretaget blandt fagorganisationens medlemmer blandt private og offentlige ledere og mellemledere.
Hele 83 pct. af lederne svarer, at deres medarbejdere klarer den nuværende situation med hjemmearbejde enten godt eller meget godt. Kun 2 pct. af lederne oplever, at deres medarbejdere håndterer det dårligt.
»Det er overvejende, som jeg ville have forventet, selv om der blandt nogle ejerledere og chefer er et konservativt syn på det at lade medarbejdere arbejde hjemmefra. Det fungerer, og det viser, at der er en høj grad af tillid til medarbejderne, og at medarbejderne tager ansvaret på sig,« siger teamchef og ledelsesrådgiver hos Lederne Michael Uhrenholt.
Faktisk er det ikke det at skulle arbejde og passe og undervise børnene samtidig, som danskerne oplever som den største udfordring ved lige pludselig at skulle arbejde hjemmefra. Det er derimod fraværet af kolleger.
I en repræsentativ rundspørge blandt beskæftigede danskere, som analyseburauet YouGov har foretaget for Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA), svarer 48,5 pct. af de adspurgte, at det sværeste er afsavnet af kolleger. Udfordringerne med at få hjemmearbejde og børnepasning til at gå op i en højere enhed er kun den største udfordring ifølge 10,4 pct. af de adspurgte.
»Den lange periode med hjemmearbejde skaber en oplevelse af mangel på nærvær med kollegerne. De sociale relationer betyder meget på en arbejdsplads, og de er ikke lige så stærke over en Skype-forbindelse, som når man er fysisk sammen på arbejdspladsen,« siger direktør i FA Mariane Dissing.
Ledelsesekspert og professor emeritus på CBS Henrik Holt Larsen peger på den helt ekstraordinære situation på grund af coronakrisen som forklaring på, at danskerne tackler hjemmearbejdet så godt.
»Det har endnu været så kortvarigt, at folk ikke har nået at opleve de negative, stress-fremkaldende sider, som der også kan være af hjemmearbejde, fordi arbejde og fritid risikerer at smelte sammen, og så er det et udtryk for en bevidsthed om, at hele den samfundsmæssige situation kræver samarbejde og ansvarlighed,« siger Henrik Holt Larsen.