- Opdateret 02/04/2020 kl. 18:14
Skattestyrelsen rejser kæmpekrav mod advokatfirma i udbyttesag
Bech-Bruun skal betale erstatning for sin rolle i udbytteskandalen, mener Skattestyrelsen.
Skattestyrelsen kræver et trecifret millionbeløb af advokatfirmaet Bech-Bruun på grund af firmaets rolle i skandalen om udbytteskat.
Det oplyser styrelsen i en pressemeddelelse torsdag uden at navngive advokatfirmaet. Bech-Bruun bekræfter, at det er centrum for kravet.
Firmaets bestyrelsesformand Simon Evers Hjelmborg siger i en skriftlig udtalelse, at Bech-Bruun imødeser sagen »med sindsro«.
Sagen relaterer sig til advokatfirmaets rådgivning af North Channel Bank, der i 2029 erklærede sig skyldig i bedrageri og accepterede en bøde på 110 mio. kr.
Under sagen kom det frem, at den havde medvirket til uretmæssige udbetalinger af udbytteskat fra den danske statskasse for 1,1 mia. kr.
Simon Evers Hjelmborg siger, advoktfirmaet tager klart afstand fra kravet, og at han undrer sig meget over, at styrelsen med bistand fra Kammeradvokaten kan mene, at der er grundlag for et erstatningskrav.
»Det er indlysende, at ingen advokat i Bech-Bruun ville afgive opinions til en bank (eller i det hele taget rådgive nogen klient), hvis der blot havde været den mindste mistanke om, at banken (eller klienten) ville gøre sig skyldig i bedrageri med fiktive udbytter og fiktive aktier,« udtaler han.
DR og Børsen skriver, at kravet lyder på omkring 750 mio. kr.
Bech-Bruun har fået 10 dage til at betale. Sker det ikke, vil firmaet blive stævnet, oplyser Skattestyrelsen.
Kravet kan i øvrigt blive efterreguleret, hvis andre stævnede betaler betaler, hvad de er stævnet for, oplyser Skattestyrelsen.
»Vores opgave er at få så mange af de 12,7 mia. kr. hjem til den danske statskasse som muligt. Det arbejder vi hele tiden benhårdt på. Det er Kammeradvokatens anbefaling, at vi retter krav mod det danske advokatfirma. Skattestyrelsen har derfor sendt betalingspåkrav til advokatfirmaet, og vi er klar til at stævne, hvis beløbet ikke bliver betalt,« siger Steen Bechmann Jacobsen, fagdirektør i Særlig Kontrol i Skattestyrelsen
Udbytteskandalen kom til offentlighedens kendskab i 2015, da det gik op for myndighederne, at et netværk af udenlandske forretningsfolk havde hævet milliarder i den danske statskasse i refusion af udbytteskat.
Myndighederne mener, at refusionerne aldrig skulle have været udbetalt, og det samlede tab er opgjort til 12,7 mia. kr.
Skattestyrelsen har ikke yderligere kommentarer.