Erhverv

Over 71.000 virksomheder vil have del i regeringens hjælpepakker

Tusindvis af danske virksomheder har sendt en ansøgning i håb om at få offentlig hjælp til at komme gennem coronakrisen.

Artiklens øverste billede
Corona-krisen kradser hos dansk erhvervsliv, der har sendt mere end 71.000 ansøgninger for at få hjælp fra en af regeringens hjælpepakker. Arkivfoto: Philip Davali

Mere end 71.000 virksomheder har de seneste uger bedt den danske regering om hjælp for at komme helskindet gennem coronakrisen, der har ramt det danske arbejdsmarked og landets virksomheder hårdt økonomisk og resulteret i store tab.

Det oplyser Erhvervsministeriet lørdag i en pressemeddelelse.

Ifølge ministeriet drejer de mange ansøgninger sig bl.a. om kompensation for aflyste arragementer, lønkomoensation til ansatte, kompensation til selvstændige og freelancerer samt en kompensationsordning, der dækker virksomhedernes faste udgifter.

Ordningerne er en del af de hjælpepakker, som Folketinget har vedtaget som følge af coronakrisen for at holde hånden under danske arbejdspladser og virksomheder. I alt er der vedtaget hjælpepakker for over 300 mia. kr., og ifølge erhvervsminister Simon Kollerup er det glædeligt, at virksomhederne gør brug af de mange hjælpepakker.

»Det er klart, at når regeringen går ud og laver de her historiske hjælpepakker, så er det, fordi vi håber, at de vil blive brugt. Det er utrolig vigtigt, at vi passer på vores danske arbejdspladser og virksomheder i den her tid, og mit håb er, at så mange danskere som muligt også har et arbejde at stå op til på den anden side af alt det her. I den forbindelse vil jeg gerne rose både små og store virksomheder for at have været så omstillingsparate. Nogle har omdannet hele deres fysiske forretning til en webhandel, mens andre har fundet helt nye arbejdsmetoder hjemmefra. Det er godt gået,« siger han ifølge pressemeddelelsen.

Også beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard glæder sig over, at danske virksomheder ønsker at gøre brug af de politiske hjælpepakker, der ifølge regeringens vurdering vil holde hånden under mindst 100.000 danske job.

»Det er enormt glædeligt, at mange virksomheder ønsker at bruge de politiske hjælpepakker, så færrest mulige danskere får en fyreseddel og alt, hvad der dertil hører af bekymringer og udfordringer i privatøkonomien. Vi er i øjeblikket ved at se på, om hjælpepakkerne kan forbedres yderligere, så endnu flere bliver hjulpet. Jeg er samtidig overbevist om, at vores samfundsmodel og konsekvente indgreb for at håndtere denne coronavirus gør os i stand til hurtigere at få gang i økonomien igen,« siger han ifølge pressemeddelelsen.

Flere organisationer - heriblandt Dansk Erhverv og SMVdanmark - er dog enige om, at der er behov for justeringer og forlængelser af de eksisterende hjælpepakker efter, at det tidligere på ugen kom frem, at en række liberale erhverv såsom frisører, der har været lukket ned siden midten af marts, kan genåbne fra mandag morgen.

Erhvervsminister Simon Kollerup erkender behovet for at justere hjælpepakkerne.

»Regeringen har lavet hjælpepakker til erhvervslivet for et trecifret milliardbeløb, og det er en meget stor prioritet for os at få hjulpet flest mulige lønmodtagere og virksomheder igennem den her krise. Men vi er klar over, at der stadig er nogle virksomheder, der er pressede derude. Derfor sidder vi i de her timer og forhandler med Folketingets partier, om hvordan hjælpepakkerne skal justeres eller udvides. Mit håb er, at vi meget snart kan præsentere noget,« udtalte Simon Kollerup tidligt lørdag.

Ifølge Mads Lundby Hansen, cheføkonom i den liberale tænketank CEPOS, er det »bemærkelsesværdigt«, at mere end 71.000 virksomheder har søgt om del i regeringens hjælpepakker.

»Den store udbredelse af hjælpepakkerne og lønkompensationen understreger, at den reelle ledighed er steget meget mere end det officielle ledighedstal. Ifølge beskæftigelsesministeriet er ledigheden officielt steget med 46.000 personer siden krisens start. Regeringen har tidligere budgetteret med, at 70.000 lønmodtagere bliver hjemsendt fra arbejdet med lønkompensation. Det tal kan blive langt større, og det skal lægges oven i det officielle ledighedstal. DI har vurderet, at 270.000 lønmodtagere kan blive omfattet af lønkompensationsordningen. Hvis det bliver tilfældet kan ledigheden runde 400.000, når det erindres af ledigheden inden krisen udgjorde ca. 100.000 personer,« siger Mads Lundby Hansen.

Der blev 25. marts åbnet for, at de første virksomheder kunne søge om hjælp. Ordningerne gælder foreløbigt indtil 8. juni.

Lørdag er finansminister Nicolai Wammen og repræsentanter fra Folketingets partier samlet for at forhandle justeringer og mulige udvidelser af de eksisterende hjælpepakker til erhvervslivet.

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.