Sundhedsmyndighederne: Genåbningen af samfundet vil betyde øget smittespredning
Søndag gav regeringen og sundhedsmyndighederne endnu engang status på coronasituationen i Danmark.
Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm og Anne–Marie Vangsted, direktør for Styrelsen for Patientsikkerhed, repræsenterede ved søndagens pressemøde om coronasituationen de danske sundhedsmyndigheder.
Her gav Søren Brostrøm et blik ind i den fremtidige sundhedsmæssige situation, som landet vil komme til at stå i, i takt med at både flere erhverv og dele af sundhedsvæsenet mandag genåbner.
»Når vi både øger aktiviteten i sundhedsvæsenet og i resten af samfundet, så vil vi forvente at se flere smittede. Det er epidemiens natur. Når vi åbner op for samfundet, kommer vi i kontakt med hinanden, og derfor vil vi se øget smittespredning,« sagde Brostrøm.
Derfor understregede Sundhedsstyrelsens direktør vigtigheden af fortsat at følge sundhedsmyndighedernes retningslinjer - både som erhvervsdrivende, i sundhedssektoren og hos private
»Vi skal ikke selvfølgelig ikke bare lade stå til og lade smitten sprede sig. Derfor skal vi fortsat holde afstand og have en høj hygiejne,« fastslog han, men oplyste samtidig, at der er »godt styr på epidemien,« og at det derfor er »sundhedsfagligt forsvarligt« at genåbne dele af erhvervs- og sundhedssektoren.
I den forbindelse har både Erhvervsministeriet og Sundhedsstyrelsen fremlagt retningslinjer for både erhvervsdrivende og for sundhedsvæsenet og deres håndtering af genåbningen.
Mandag genåbner en del af de såkaldt liberale erhverv som frisører, fysioterapeuter, tatovører og kørerlærere efter at have været lukket ned i mere end en måned som resultat af regeringens omfattende nedlukning af samfundet i forsøget på at undgå at coronavirus spredte sig i samfundet.
Det var derfor også den overskyggende dagsorden på dagens pressemøde, hvor erhvervsminister Simon Kollerup desuden fremlagde en række konkrete retningslinjer for hygiejne til brug af de genåbnede erhverv.