Erhverv

Jysk Fynske Medier overtager Helsingør Dagblad og en stribe lokalaviser

Jysk Fynske Medier har indgået en aftale med North Media om at overtage flere udgivelser på Sjælland.

Ejeren af Helsingør Dagblad, North Media Aviser A/S, meldte tidligere ud, at  Helsingør Dagblad ville blive lukket, hvis det ikke lykkedes at finde en ny ejer. Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix.

Jysk Fynske Medier rykker nu ind på markedet for dagblade og lokalaviser på Sjælland. Den store mediekoncern har nemlig indgået en aftale med North Media om at overtage North Media Aviser, der bl.a. udgiver Helsingør Dagblad, Lokalavisen Nordsjælland og otte lokalaviser i hovedstadsområdet.

Det oplyser North Media i en fondsbørsmeddelelse.

Overdragelsen ventes gennemført i slutningen af april, og den »forventes gennemført som en aktiehandel«, lyder det i børsmeddelelsen.

Aftalen er kommet i hus, efter at North Media Aviser i slutningen af marts meddelte, at Helsingør Dagblad skulle sælges. Og hvis det ikke lykkedes, ville avisen blive lukket.

»Avisudgivelse har været en del af kernen i North Media A/S siden 1978, men markedet for udgivelse af aviser er blevet udfordret, og en konsolidering af markedet er efter vores opfattelse en god løsning. Vi er derfor glade for at kunne overdrage aviserne til en stærk industriel ejer i Jysk Fynske Medier, som har størrelse og kapacitet til at sikre den fortsatte drift af aviserne,« udtaler Kåre Wigh, der er ordførende koncerndirektør & CFO i North Media, i meddelelsen.

North Media Aviser havde i 2019 en omsætning på 93,8 mio. kr., mens driftsresultatet (EBIT) før særlige poster endte på minus 5,6 mio. kr.

Jesper Rosener, der er adm. direktør i Jysk Fynske Medier, glæder sig til at drive Helsingør Dagblad videre.

»Helsingør er en aktiv og driftig by med engagerede indbyggere, og vi ser frem til at udgive dagbladet og ugeavisen i området. Vores virksomhed eksisterer for at understøtte demokrati og sammenhængskraft i de lokale områder, og vi føler os forpligtet til at forsøge at løfte denne opgave i Helsingør. Vi tror og håber, at vi kan kombinere de traditioner og den hengivenhed over for lokalområdet, som vi overtager, med de styrker og kompetencer, vi som en stor koncern råder over, så borgerne i Helsingør får endnu bedre produkter,« udtaler Jesper Rosener i en pressemeddelelse.

BRANCHENYT
Læs også