Ambu-aktien er fordoblet i værdi siden årsskiftet
(Opdateres)
2020 har ind til videre udviklet sig til et sandt jubelår for Ambu-aktionærerne.
Aktien stiger mandag formiddag 6,4 pct. til 227 kr., hvilket betyder, at aktien er mere end fordoblet i værdi siden årsskiftet, hvor den sluttede i 111,70 kr.
Stigningen står i slående kontrast til det generelle marked, hvor C25-indekset i samme periode har mistet 3,1 pct., hvilket blandt andet skyldes udbruddet af coronavirus.
Virusudbruddet har siden slutningen af 2019 spredt sig fra Kina og udviklet sig til en pandemi, hvilket har skabt store forstyrrelser i den globale økonomi.
Det har givet frygt for konsekvenserne, hvilket har skabt store kursudfald på de globale aktiemarkeder.
/ritzau/FINANS