Erhverv

Hårdt presset af lave bogpriser: Boghandel leverer millionunderskud

Plusbog.dk, som ejes af Freeway-koncernen med Mia Wagner i spidsen, kom ud af 2019 med et millionstort underskud.

Plusbog.dk er hårdt presset af et konkurrencepræget marked. Foto: Casper Dalhoff

Røde tal præger bøgerne hos Plusbog.dk, som i sit regnskab for 2019 kan berette om et stort millionunderskud og en negativ egenkapital.

Plusbog.dk kom ud af 2019 med et negativt resultat på 5,4 mio. kr. sammenlignet med et minus på 800.000 kr. året forinden. I samme periode skrumpede bruttofortjenesten fra 6,4 mio. til 5,5 mio. kr.

Online-boghandlen ejes af Morten Wagner og hans far gennem Freeway-koncernen, som købte selskabet i 2017, mens Mia Wagner, der bl.a. er kendt fra tv-programmet ’Løvens Hule’, sidder i direktørstolen.

Ledelsen kalder i regnskabet årets resultat for »mindre tilfredsstillende«, mens ejerkredsen vil sikre selskabets likviditet det kommende år, så driften kan fortsætte trods en negativ egenkapital på 19,7 mio. kr.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Mia Wagner, men driftsdirektør Anne Stampe Olesen udtaler, at underskuddet i store træk skyldes, at konkurrence på markedet har presset bogpriserne i bund.

»Bogmarkedet er under pres, og det samme gælder onlinesalget. Det er nemt at skabe vækst, men svært at tjene penge, når pris er et af de få parametre, man kan skille sig ud på,« fortæller Anne Stampe Olesen.

Udover faldet i bruttofortjenesten har selskabet haft en ekstraordinær stor omkostning efter en beslutning om at af- og nedskrive udviklingsprojekter med 3,8 mio. kr. og et tab på udlån til den svenske udgave af boghandlen på 1,2 mio. kr.

Trods den store konkurrence har medlemmerne af Plusbogs bogklub aldrig før købt så mange bøger, som de gør lige nu, fortæller Anne Stampe Olesen, og selskabet forventer at komme ud af 2020 med sorte tal på bundlinjen.

»Vi håber på en lille vækst i omsætningen og vil fortsat arbejde på at optimere vores omkostninger. Forventningen er, at vi kommer ud af 2020 med et lille plus,« siger Anne Stamp Olesen.

Plusbog.dk beskæftiger i dag tre fuldtidsansatte og er tilstede på både det danske og svenske marked. Udover Plusbog.dk står Freeway-koncernen bag Dating.dk, Lejebolig.dk og takeaway-platformen Roomservice.

BRANCHENYT
Læs også