Erhverv

Bestseller-ejer køber mere af studieplatform

I slutningen af 2019 blev iværksætterhåbet Camilla Hesselund Lastein købt ud af Lix Technologies. Nu har Anders Holch Povlsen igen fået et større ejerskab af virksomheden.

Anders Holch Povlsen, adm. direktør i og ejer af Bestseller, har nu taget kontrollen over studiebogsplatformen Lix Technologies. Foto: Joachim Ladefoged

Bestseller-ejer Anders Holch Povlsen har taget kontrol over studieplatformen Lix Technologies.

Han har således øget sit ejerskab af Lix Technologies fra 48 til 81 pct. Det er sket gennem en nylig kapitaltilførsel på 15,4 mio. ved kontante indskud og gældskonverteringer fra selskabets ejerkreds.

Lise Kaae, adm. direktør i Holch Povlsens koncern Heartland, bekræfter ændringen i ejerskabet.

»Der har været en mulighed for investorerne for at konvertere mellemværender samt indskyde ny kapital. Dette har Brightfolk (Holch Povlsens investeringsselskab, red.) sammen med flere andre investorer valgt at gøre med henblik på at understøtte selskabets videre udvikling. Vi har ønsket og følt et ansvar over for at bakke op omkring virksomheden og dens medarbejdere,« skriver hun i en udtalelse.

Det er ikke mere end få måneder siden, at Anders Holch Povlsen senest øgede sit ejerskab af Lix Technologies.

Det skete i forbindelse med, at stifteren og iværksætterhåbet Camilla Hessellund Lastein blev købt ud af selskabet i slutningen af 2019.

Siden stiftelsen har hun tiltrukket store investorer og fået hædrende omtale i ind- og udland. Heriblandt fra erhvervsmagasinet Forbes, som i 2019 satte Camilla Hessellund Lastein på en liste over europæiske talenter, der havde gjort sig særligt bemærket.

Lix Technologies har endnu ikke givet overskud og har i sine første fire regnskabsår givet et samlet underskud efter skat på næsten 40 mio. kr.

2019-regnskabet er endnu ikke blevet offentliggjort.

Lix Technologies er blevet beskrevet som Spotify for studiebøger, da platformen gør det muligt at streame studiebøger.

På et tidspunkt havde Lix Technologies Tommy Ahlers som bestyrelsesformand. Den rolle stoppede han dog i, da han i 2018 blev udnævnt til uddannelses- og forskningsminister under den daværende borgerlige regering.

Lix Technologies har en række minoritetsaktionærer. Blandt dem er North Media.

BRANCHENYT
Læs også