Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

De parkerede fly risikerer at ende som skrot

Lige nu står omkring 17.000 "arbejdsløse" fly parkeret over hele verden. Og det begynder så småt at blive svært at finde steder, hvor flyene ikke bare risikerer at sygne hen til skrot.

Corona rammer verden
I Københavns Lufthavn holder en del af SAS-flyene parkerede som konsekvens af coronavirus, men det danske klima er ikke ideelt til formålet. Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix

Efter kollapset i rejsebranchen og verdens flytrafik er det efterhånden svært at finde plads på landjorden til den tvungne langtidsparkering af fly.

Det skriver det norske medie Dagens Næringsliv og den svenske avis Dagens Nyheter.

Singapore Airlines har netop fløjet fire af sine allerstørste maskiner i form af Airbus A380 Superjumbo, der er verdens største passagerfly, til den australske Simpson-ørken for at parkere dem.

Ud af Singapore Airlines’ 200 fly er bare de 10 stadig på vingerne.

Også andre flyselskaber har valgt at flyve tomme fly til Australiens tørre ørkenlandskaber. Ifølge branchebladet Traveller står der fly til en værdi af omkring 35 mia. kr. parkeret i de centrale dele af Australien.

Der findes hundredvis af lufthavne og andre midlertidige opbevaringsmuligheder for fly ude af drift, men ofte vælges ørkener på grund af det tørre klima, der er bevarer flykroppene bedst.

»Man vil gerne parkere, hvor det er tørt for at undgå fugt,« udtaler flysikkerhedsanalytiker Hans Kjäll til den svenske avis Dagens Nyheter.

De største opholdspladser til fly ligger i USA i bl.a. Victorville i Californien og Roswell i New Mexico. På hver af de steder står der i øjeblikket 400 fly. Ifølge Hans Kjäll har SAS også mange af sine fly på lager i USA.

Normalt er langtidsparkering disse steder sidste stop, før udrangerede fly demonteres, dele bliver genbrugt eller helt skrottes, men lige nu er halvdelen af pladserne optaget af fly, der bare venter på, at coronakrisen bliver overstået.

Den internationale flyorganisation IATA opgjorde i starten af april, at omkring 10.000 fly var parkeret, men få uger senere var antallet 17.000, hvilket modsvarer 64 pct. af hele verdens flyflåde.

Det koster flyselskaberne dyrt, som må betale en daglig afgift pr. fly for opbevaringen.

Ifølge den svenske analytiker kan fly højst lagres i to år – og det er under forudsætning af, at de løbende vedligeholdes godt.

»Længere tid end det bliver de til skrot,« siger Hans Kjäll.

Et parkeret fly er ensbetydende med enorme tab. En Boeing 737 koster omkring en milliard kroner plus flere millioner i årlige drifts- og vedligeholdelsesomkostninger. Og selv inden coronakrisen var flyselskaberne med presset konkurrence stort set nødt til konstant at have flyene på vingerne for at kunne tjene penge på driften.

BRANCHENYT
Læs også