Coronavirus kan blive nådestød til flere amerikanske detailhandlere
Amazon har gjort det svært for flere i detailbranchen i USA. Nu kommer coronavirusset med nådestødet til flere detailforhandlere.
Det skriver avisen Wall Street Journal.
Flere end 2 mio. stillinger i detailbranchen er blevet skåret fra, i takt med at butikker i USA har måttet lukke.
Fredag offentliggøres de officielle tal fra den amerikanske regering, der ventes at vise nogle af de værste tal for detailsalget siden anden verdenskrig.
Knap 100.000 butikker ventes at lukke over de næste fem år. Det er mere end en tredobling af antallet af butikslukninger ved sidste recession, viser estimater fra UBS ifølge Wall Street Journal.
Samtidig er den amerikanske onlinehandel steget med 15 pct. siden sidste år.
Alene i maj har detailkæderne Neiman Marcus Group, J.Crew Group og Stage Stores ønsket konkursbeskyttelse. Imens er J.C. Penney på randen til det samme, efter at detailkæden ikke har kunnet tilbagebetale to låneterminer.
- Hvis det her ikke er detailbranchens undergang, ved jeg ikke, hvad der skulle være, siger Sarah Wyeth, der er chefanalytiker for detail- og restaurantbranchen i S&P Global Ratings, ifølge avisen.
Det tyder på, at coronavirusset i højere grad er et nådestød end den egentlige årsag. J.Crew har tabt penge i seks år, mens J.C. Penney ikke har landet et overskud for året i ni år.
Samtidig flokkes forbrugerne til butikker, der før var populære, de steder, hvor coronatiltagene er blevet lettet.
