Skako nedjusterer markant og kommer med foreløbige tal
Skako har tirsdag eftermiddag nedjusteret forventningerne til 2020 markant. Det danske industriselskab, der producerer anlæg til betonfremstilling, venter nu et driftsresultat på 10-15 mio. kr. mod oprindeligt 18-23 mio. kr.
Selskabet suspenderede den 25. marts sine forventninger til 2020 på grund af den store usikkerhed om Covid-19's påvirkning af forretningen.
Skako kommer i samme runde med foreløbige tal for første kvartal, hvor det faktisk kun var de to sidste uger af marts, der blev påvirket af udbruddet af coronavirus.
Den foreløbige omsætning er gjort op til 97,8 mio. kr., hvilket svarer til en vækst på 10 pct. i forhold til perioden sidste år. Resultatet af den primære drift (EBIT) blev på 5,6 mio. kr. mod 3,4 mio. kr. i samme periode sidste år.
- Denne forbedring skyldes en væsentlig forbedring af resultatet i Skako Concrete, hvor profitabilitetsprogrammet har haft en positiv effekt, skriver selskabet om resultaterne.
Bestyrelsesformand Jens Wittrup Willumsen er tilfreds med fremgangen på 10 pct. i omsætningen:
- Samtidig begynder vi at få lidt mere sikker grund under fødderne i forbindelse med Covid-19 og har derfor nu valgt at gå ud med opdaterede forventninger til 2020, siger han.
Men påvirkningen fra Covid-19 ventes at blive forstærket i andet kvartal, hvor selskabet regner med, at omsætningen fra aftersales falder yderligere - men med en forventet normalisering i løbet af andet halvår.
De væsentligste usikkerheder er relateret til den forventede omsætning, hvor den såkaldte aftersalesomsætning ventes at falde yderligere i andet kvartal i år med en forventet normalisering i løbet af andet halvår.
- Omsætningen fra aftersales er afhængig af genåbning af virksomhedernes produktion, hvilket forventes at ske hen mod slutningen af andet kvartal 2020, skriver selskabet i det foreløbige regnskab.
Også omsætningen fra anlægsordrer ventes at lande på et lavere niveau kvartalsvist sammenlignet med første kvartal 2020. Omsætningen fra anlægsordrer kan påvirkes negativ, hvis nedlukningen rækker ind i andet halvår.

