Disney World genåbner med afstand mellem gæster og ansatte
Disney World i Florida genåbner i midten af juli efter flere måneders nedlukning som følge af coronapandemien, skriver Wall Street Journal.
Nedlukningen, der er den længste nogensinde for Disney World, har forårsaget et stort hul i Disneys økonomi og ligeledes ramt den lokale økonomi.
Disney har sendt 100.000 ansatte på orlov, hvor størstedelen normalt arbejder i selskabets forlystelsesparker.
De seneste par år har forlystelsesparken haft problemer med for mange kunder i forhold til parkens kapacitet, og derfor har der været behov for at indføre omfattende tiltag for at mindske smitterisikoen ved den kommende genåbning.
I forlystelsesparken i Florida skal ansatte såvel som kunder gå med ansigtsmasker og få tjekket deres temperatur, før de træder ind i forlystelsesparken. Der vil være plexiglas mellem gæster i bestemte butikker, og der er blevet sat en pause på møder mellem gæster og udklædte ansatte, som spiller Disney-figurer.
Der vil desuden være ansatte, der patruljerer parkerne og opfordrer gæster til at stå med tilstrækkelig afstand til hinanden.
Disney genåbnede sin forlystelsespark i Shanghai i løbet af maj, da smitten var mindsket i Kina. Der er et maksimum på 24.000 gæster, og der er indført tiltag, som skal begrænse kontakt mellem ansatte og gæster.
Genåbningen i Florida vil ske gradvist, så Disney kan følge udviklingen og modtagelsen af de nye regler for social afstand i forlystelsesparken.

