Erhverv

Nyt firma hjælper med at skaffe dine glemte skattepenge

Danskerne går årligt glip af 11 mia. kr. i skattefradrag. Det vil det det nystartede firma Tax Helper forsøge at lave om på.

De to stiftere af Tax Helper: Fra venstre er det Aske Buemann på 27 år og Danni Gregersen på 28 år. Foto: PR, Tax Helper

Med platformen Tax Helper forsøger to unge iværksættere at hjælpe folk med det ofte lidt vanskelige og tidskrævende arbejde, det kan være at finde de skattefradrag, hvor processen ikke foregår pr. automatik.

Da Aske Buemann og Danni Gregersen faldt over en undersøgelse fra Epinion, der viste, at danskerne undlod, ikke kendte til eller måske bare glemte at udnytte skattefradrag for 11 mia. kr. om året, fik de en god idé.

»Det startede i efteråret, da min medstifter Danni og jeg fandt en artikel, som beskrev, at 50 pct. ikke havde en god forståelse for privatøkonomiske termer som budget, rente og skat, og da folk blev stillet tre simple spørgsmål til det, kunne halvdelen ikke svare,« fortæller Aske Buemann.

I forlængelse af den viden kom Aske Buemann desuden til at tænke på sine egne erfaringer som økonomiansvarlig i en række mindre virksomheder, hvor mange kom og spurgte til forskellige ting omkring privatøkonomien.

Resultatet blev, at kimen kort derefter blev sået til firmaet Tax Helper, der hjælper med skattefradrag og i sidste ende gør krav på nogle af de mange mia. kr., der ikke udbetales i reelt berettigede fradrag.

På onlineplatformen Tax Helper er det skattetekniske sprog fra Skat.dk’s hjemmeside fjernet og erstattet med mere jordnære, simple spørgsmål til f.eks. antal rejsedage, kørte kilometer og forskellige udgifter.

»Vi spørger, hvad du har lavet i løbet af året. Vi prøver at finde de underliggende ting, der egentlig genererer fradragene. Og i sidste ende kan du så se, hvor meget skat, du kan få igen,« siger Aske Buemann.

Det kan f.eks. være rejser med arbejdet eller rengøringshjælp, der er blandt de typiske fradrag, som ikke udnyttes.

Og når fradragene så er fundet, hjælper Tax Helper i mål med at indrapportere dem og skaffe pengene, de udløser.

En uges rejse med arbejdet kan ifølge Aske Buemann resultere i et fradrag på mindst 1.000 kr., som efter forskellige skattesatser giver 300 kr. udbetalt.

Hvis man har haft rengøringshjælp, er der en relativt stor arbejdsbyrde i at indhente dokumentation for at få ret til skattefradrag. Derfor arbejder Tax Helper i øjeblikket på at samarbejde med rengøringsfirmaer, så alt dette sker mere automatisk.

De to stiftere af virksomheden mødte hinanden under deres økonomistudier på CBS.

Danni Gregersen står som CTO for den mere tekniske del, mens Aske Buemann i rollen som CEO tager sig af det forretningsmæssige med bl.a. salg, partnerskaber og markedsføring.

Tax Helper har kun eksisteret i nogle få uger, men har allerede oplevet god interesse.

»Vi kan mærke, at der er mange, der er nysgerrige på, om de kan få et fradrag. Indtil videre har vi haft cirka 100 kunder på platformen, som lige nu er i gang med at indberette deres fradrag,« fortæller Aske Buemann.

I øjeblikket kan Tax Helper kun hjælpe med fradragene fra 2019, men i princippet kan man rette fradrag 3,5 år tilbage i tiden.

»I løbet af året kommer vi også til at tilføje 2017, 2018 og 2020,« siger Aske Buemann.

Tax Helper understøtter indtil videre kun med at finde skattefradrag på fem specifikke områder, men efter sommerferien følger yderligere ni.

Et af de kommende hjælpeværktøjer omhandler indretning af et arbejdsværelse, der sikkert kunne være interessant for mange set i lyset af de omfattende krav om at arbejde hjemmefra som følge af coronapandemien.

BRANCHENYT
Læs også