Erhverv

Japanske virksomheder står til masseudskamning: Har ikke nok kvindelige bestyrelsesmedlemmer

Flere større kapitalforvaltere har svoret at straffe de virksomheder, som ikke har nok kvinder i bestyrelsen, ved at stemme imod bestyrelsen til deres årlige generalforsamlinger.

SoftBanks direktør Ken Miyauchi poserer med andre ledende skikkelser i selskabet på børsen i Tokyo. Foto: Koji Sasahara / AP

Bestyrelserne i hundredvis af japanske virksomheder risikerer at blive nedstemt og ’udskammet’ af aktionærer for manglende mangfoldighed, når landets sæson for generalforsamlinger om lidt skydes i gang.

Det skriver Financial Times.

Flere større fonde og kapitalforvaltere med Goldman Sachs Asset Management i spidsen meddelte tidligere på året, at de vil stemme imod forslag fra ledelsen i selskaber, der ikke har kvinder i bestyrelsen.

Mere end 2.400 japanske virksomheder holder deres årlige generalforsamling i samme uge i juni, og der er derfor sandsynlighed for, at skiftet i politik vil materialiserer sig inden for relativt kort tid.

En af verdens største kapitalforvaltere, britiske Legal & General, der forvalter aktiver for 1.400 mia. dollars, meddelte, at man planlægger at stemme imod alle selskaber noteret i Topix 100 - et af Japans vigtigste aktieindeks - uden kvindelig repræsentation i bestyrelsen.

Kapitalforvalternes skærpede politik over for bestyrelser med manglende mangfoldighed kan ramme japanske virksomheder uproportioneret. Tal fra Tokyo Shoko Research viser, at omtrent 57 pct. af selskaberne i det stærkt konservative land ikke havde nogen kvinder i bestyrelsen sidste år.

Financial Times skriver, at virksomhederne i år står over for et rekordstort antal forslag, der skal stemmes igennem af aktionærerne - alt fra salg af selskaber til størrelsen på udbytte.

Mens aktionærerne måske godtager utilfredsstillende nøgletal fra virksomhederne på grund af coronakrisen, er det ikke sikkert, at de ser stort på manglende mangfoldighed i bestyrelserne.

»Det bliver bestem en unik sæson for generalforsamlinger,« udtaler Chris Vilburn, chefforvalter hos Goldman Sachs Asset Management i Asien.

»Jeg tror, at vi kommer til at se en afslappet holdning til afkast, men der vil stadig være pres på virksomhederne angående spørgsmål om ledelse.«

Softbank er en af de virksomheder, som har taget konsekvensen af den nye politik fra kapitalforvalterne. I maj nominerede selskabet Yoku Kawamoto som dets første kvindelige bestyrelsesmedlem nogensinde.

BRANCHENYT
Læs også