Bavarian indgår aftale om marketing og distribution af vacciner
Bavarian Nordic har indgået et samarbejde med vaccineselskabet Valneva, der er noteret på børsen i Frankrig, om markedsføring og distribution af de to selskabers kommercielle produkter.
Det skriver Bavarian Nordic torsdag morgen i en meddelelse til fondsbørsen.
Valneva vil ifølge aftalen overtage ansvaret for marketing og distribution af Bavarian Nordics vacciner mod rabies (Rabipur/Rabavert) og flåtbåren hjernebetændelse (Encepur) i udvalgte europæiske lande samt Canada, skriver Bavarian.
De globale rettigheder til de to vacciner købte Bavarian tidligere på året i en milliardhandel med Glaxosmithkline.
Senere på året overtager Bavarian markedsføringen og distributionen af de to vacciner i USA, Tyskland og Schweiz fra Glaxosmithkline. Det er ifølge selskabet første skridt på vejen til at opbygge egen kommerciel infrastruktur.
- Det er et vigtigt skridt i opfyldelsen af vores strategi, og det er fantastisk, at vi har været i stand til at opnå dette mindre end seks måneder efter overtagelsen af Encepur og Rabipur/RabAvert, udtaler Paul Chaplin, administrerende direktør i Bavarian Nordic.
Aftalen med Valneva muliggør også, at Bavarian Nordic kan overtage marketing og distribution af Valnevas vacciner mod japansk hjernebetændelse og kolera i Tyskland og Schweiz, skriver Bavarian i meddelelsen.
Den nye partnerskabsaftale har ingen væsentlig økonomisk betydning på kort sigt, fremgår det yderligere.


