Erhverv

Efter konkurs: Nu ser genoprejst dansk møbelfirma mod udlandet

For blot halvandet år siden gik den danske virksomhed bag møbeklassikeren Atbo-reolen konkurs - og nu ser de nye ejere mod udlandet efter at have at genoprejst selskabet.

Atbo - tidligere kendt som At-Bo Furniture - er firmaet bag den kendte møbelklassiker Atbo-reolen. Foto: Atbo

For halvandet år siden begærede det hæderkronede danske møbelfirma At-Bo Furniture sig konkurs. Virksomheden blev siden solgt til nye ejere, som nu er i fuld gang med at vende møbelmærket om, så det igen kan tjene penge.

Planen er at gøre Atbo, som er selskabets nye navn, til en etableret spiller med nye produkter, der kan tage kampen op mod andre designklassikere.

Det forklarer Peter Mondrup, der i dag er adm. direktør og ejer firmaet sammen med sin forretningspartner Sebastian Gubi. Sidstnævnte er bror til Jacob Gubi, der er adm. direktør i møbelproducenten Gubi.

»Vi har flyttet produktionen fra at være 100 pct. under eget tag til i stedet at oprette et joint venture med nogle af de dygtigste snedkere i Danmark, for at hjælpe os sikkert i mål med den nye strategi,« siger Peter Mondrup.

Den nye strategi har indebåret, at både medarbejdere og maskinparker er blevet flyttet, mens man ifølge direktøren nu er begyndt at tænke på fremtiden ud over AtBo-reolen, som altid har været firmaets guldkalv.

»Produktudviklingen havde stået stille i mange år, og vi valgte derfor at udvide med nye størrelser, stel og låger til eksisterende produkter, men også nye kategorier som stole og lamper,« fortæller han og tilføjer:

»Strategien er ikke blot at fortsætte med at have et reolfirma, men udvide med nye produkter i flere varianter og materialer, hvor de har den samme DNA, som kendetegner Atbo – også selvom de kommer fra nye designere.«

Ambitionerne er store, og Atbo har det seneste år haft fokus på at etablere et salgsnetværk i udlandet, og møblerne forhandles lige nu i Norden såvel som Storbritannien, Frankrig, Portugal og Italien – og flere skal til.

»Mens den gamle strategi hvilede på det danske marked, skal vi nu ud på det internationale marked. Vi skal også sikre, at vi driver brandet med nye designs og skaber et helstøbt indretningsbrand,« siger Peter Mondrup.

Atbos historie strækker sig tilbage til 1967. Men det har været en omtumlet historie for møbelfirmaet, der har hjemme i Havdrup på Sjælland.

I 2014 gik virksomheden bag AtBo-reolen konkurs. Efterfølgende blev den kørt videre med nyt navn, nye ejere og ny ledelse. Fem år senere – i januar 2019 – var den så gal igen, og firmaet lukkede ned, før de nye ejere kom til.

»Vi kom relativt hurtigt tilbage på benene efter konkursen og nåede lige at få 12 måneders momentum opbygget, hvor vi mærkede en vækst i omsætningen, før corona kom,« fortæller Peter Mondrup.

Han tilføjer, at krisen satte ambitionerne på pause, men at den ikke har været uoverskuelig at håndtere, selvom konsekvenserne fortsat bliver opgjort. I mellemtiden er salget dog vendt tilbage til det normale niveau.

»Vi afslutter regnskabet d. 30. juni, og det ser ud til, at vi har vendt skuden 180 grader fra at være presset - til at være økonomisk bæredygtige. Det bliver ikke et prangende resultat, men et oprydningsresultat, som skal hjælpe os med at lave pæne sorte tal fremadrettet,« afslutter Peter Mondrup.

BRANCHENYT
Læs også