Serier

Ryanair klager straks over EU-ja til milliarder til Lufthansa

Ryanair vil klage over EU's accept af tysk milliardhjælp til flyselskabet Lufthansa, som er blevet lovet støtte som følge af coronakrisen.

Corona rammer verden
Lufthansa har af EU fået godkendt en kapitalindsprøjtning- nu er Ryanair på dupperne og vil indgive en klage. Foto: AP/Axel Heimken

EU-Kommissionen har torsdag godkendt, at Tyskland kan give 6 milliarder euro (45 milliarder kroner) i kapitalindsprøjtning til det tyske selskab.

Oven i dette kan stilles en tysk statsgaranti for 3 milliarder euro (22 milliarder kroner) til selskabet.

Kort efter godkendelsen bekræfter det irske lavprisselskab, at det vil følge sit løfte. Ryanair vil klage til EU-Domstolen.

- Vi har sagt til EU-Kommissionen, at vi vil indbringe alle beslutninger og godkendelser. Det samme gælder for godkendelsen af hjælp til Lufthansa, siger Ryanairs juridiske chef, Juliusz Gomorek, til nyhedsbureauet AFP.

Godkendelse af den tyske hjælp til Lufthansa har ladet vente på sig. Det skyldes, at der gik lang tid, før EU-Kommissionen faktisk modtog en tysk anmodning. Lufthansa har ikke ønsket at blive bundet af krav.

Normalt er det ikke tilladt at pumpe den slags penge ind i en virksomhed.

Men en midlertidig ændring af EU-reglerne om statsstøtte, som kommissær Margrethe Vestager har ansvar for, blev vedtaget i marts - og er siden ændret to gange. Årsagen er coronakrisen.

Mange sektorer har været voldsomt ramt af, at landene i EU indførte restriktioner og forbud. Flybranchen har været en af de værst ramte.

Lufthansa spiller ifølge EU-Kommissionen en afgørende rolle for tysk økonomi. Det hænger sammen med, at selskabet sikrer forbindelser i landet med mange afgange mellem mange forskellige byer.

 

Desuden sikres forbindelser til udlandet via især de store lufthavne i Frankfurt og München. Lufthansa spiller også en stor rolle for transporten af varer ind og ud af EU's største økonomi.

Tidligere var der planer om en endnu større hjælpepakke. Men det viste sig, at Lufthansa ikke havde brug for så mange penge.

Den plan, som Vestager har accepteret, er et kompromis, idet Lufthansa havde insisteret på, at der ikke skulle være betingelser for hjælpen.

Men det store flyselskab og Tyskland har nu accepteret, at der gives flere landings- og afgangstider, også kendt som slottider, til andre selskaber i de to store lufthavne.

- Det vil give konkurrerende selskaber en chance for at komme ind på dette marked. Det vil sikre bedre priser og flere muligheder for de europæiske forbrugere, siger Vestager i en skriftlig udtalelse.

Lufthansa sidder tungt på flytrafikken i Frankfurt og München.

Slottiderne er helt centrale for flyselskabernes forretning.

BRANCHENYT
Læs også