Erhverv

Kærestepar sælger børnetøj for millioner - nu venter udlandet

Over de seneste fem år er onlinetøjbutikken Luksusbaby vokset støt, og ordrerne tikker ind fra både USA og Kina. Nu ser kæresteparret bag virksomheden mod udlandet.

På få år er Luksusbaby blevet en millionforretning for parret fra Aalborg. 
Foto: Luksusbaby

På få år har aalborgensiske Luksusbaby, der sælger børnetøj, formået at øge både top- og bundlinjen betragteligt – og sidste år var ikke en undtagelse.

Det seneste regnskab for Luksusbaby viser, at bruttofortjenesten i 2019 steg til 15,8 mio. kr. fra 11 mio. kr. året før.

Over samme periode steg resultatet efter skat med næsten 50 pct. fra knap 4 mio. kr. til 5,9 mio. kr.

Siden Luksusbaby blev stiftet i 2014 af kæresteparret Ann-Louise Christine Aasted og Morten Grabowski Kjær, er virksomheden stormet frem.

Luksusbaby begyndte egentlig som et barselsprojekt, da Ann-Louise Christine Aasted, der er adm. direktør i virksomheden, gik hjemme med sine tvillinger. Hun syntes, at udvalget af kvalitetsbørnetøj i danske webshops var småt og grundlagde derfor virksomheden, som er vokset støt.

Den måtte selv lægge småt ud, eftersom det ifølge stifteren er en dyr fornøjelse at etablere babytøjsbutikker, men siden er udvalget vokset.

»Man kan sige, at det sværeste er, at der er 18 forskellige størrelser at købe ind i forhold til en herretøjsbutik med S til XXL. Vi startede med 0-4 år, men har i dag 0-16 år. Dengang lagde vi ud med en lille opsparing og kunne aldrig købe så meget ind,« fortæller Ann-Louise Christine Aasted.

Først solgte Luksusby udelukkende børnetøj over internettet, men i 2016 åbnede en fysisk butik i Aalborg – og nu er en ny butik på vej til Aarhus i efteråret.

»Det har hele tiden været en drøm at åbne nye butikker, og vi synes, det skaber en god synergi. Vores butik har desuden haft åbent under corona, og det tabte salg er allerede indhentet,« siger Ann-Louise Christine Aasted.

Men ambitionerne stopper ikke der, og allerede i år håber kæresteparret på at indtage Norge, selvom Luksusbaby i forvejen sælger varer internationalt.

»Indtil videre har vi ikke haft særlig fokus på udlandet, men vi har store ordrer fra lande som Kina og USA hver eneste dag. Nu har vi stærk vækst i Danmark, så udlandet er næste skridt,« siger Ann-Louise Christine Aasted.

Hun tilføjer, at man i øjeblikket arbejder på at ansætte både nordmænd og svenskere, som skal lave tekstarbejde og oversætte webshoppen, så salget til både Norge og Sverige kan udvides markant den kommende tid.

»Vi har også fået ret godt fat i nogle kinesiske kunder, som køber ret store ordre hjem hver eneste dag. Det er dog et svært marked at indtage. På samme tid har vi fået ordrer fra USA,« siger Ann-Louise Christine Aasted.

Succeskriteriet har ifølge hende været, at Luksusbaby fra begyndelsen har benyttet Instagram som en kanal til at dele indhold og promovere virksomheden. Derved har firmaet kunnet nå ud til kunder i hele verden.

Med nye markeder i kikkerten og et vækstboom forårsaget af coronakrisen håber Ann-Louise Christine Aasted, at Luksusbaby de kommende år vil fortsætte med at kunne præsentere høje vækstrater. Omsætningen kommer allerede i år til at runde 100 mio. kr., fortæller stifteren.

»Til trods for corona ser det ud til, at vi kommer til at klare det godt. Det har været en fordel for os, fordi vores onlinesalg har fået et boost. Vi håber på at vokse 50-100 pct. i det nuværende regnskabsår,« siger hun.

BRANCHENYT
Læs også