Erhverv

Hongkong-milliardær kræver dansk topchef for globalt modeikon fjernet

Anders Kristiansen, der tidligere i karrieren bl.a. har været chef i Bestseller China, står i spidsen for en rekonstruktion af tøjmærket Esprit. En ny storaktionær går dog efter at få danskeren ud.

Anders Kristiansen har siden 2018 været adm. direktør for den internationale modekoncern Esprit. Foto: Dennis Morton/Dansk Mode & Textil.

En ny storaktionær kræver den danske topchef for modekoncernen Esprit, Anders Kristiansen, udskiftet. Det skal ske på en snarlig, ekstraordinær generalforsamling, hvor aktionæren vil sætte egen, nye ledelse ind.

Anders Kristiansen har de seneste par år haft jobbet som adm. direktør for det kendte, internationale tøjmærke Esprit. Virksomheden har hovedsæde i Tyskland og er børsnoteret i Hongkong.

Som mange andre modeselskaber blev Esprit hårdt ramt under coronakrisen i foråret, hvor salget stort set stoppede i en periode.

Derfor valgte Esprit i april at indgive en frivillig betalingsstandsning - en rekonstruktion - efter de juridiske regler på området i Tyskland. Målet er at sikre en fremtidig drift for selskabet.

Siden er der arbejdet med en plan for fremtiden, som blev fremlagt for en uge siden. Den indebærer bl.a., at Esprits egne butikker i Asien – bortset fra Kina - lukkes. Desuden skal 1.200 stillinger skæres væk, og 50 butikker i Tyskland lukkes.

Esprit:
  • Modemærke med hovedsæde i Ratingen, Tyskland.
  • Grundlagt i San Francisco i 1968 af parret Susie Russell og Douglas Tompkins, der også bl.a. stod bag tøjmærkerne North Face og Patagonia.
  • Parret var en del af flower-power-miljøet i Californien med ”love, peace & harmony” som bærende værdi. Esprit og parret markerede sig dermed over for forbrugerne.
  • Esprit Far East Group overtog selskabet og dannede Esprit Holdings Limited i Hong Kong. Har siden 1993 været børsnoteret på Hong Kong Stock Exchange.

Hongkong-selskabet North Point Talent Ltd. - der ifølge asiatiske medier har erhvervskvinden Karen Lo, som er del af familien bag bryggeriet Vitasoy, bag sig - har de seneste dage købt yderligere aktier i Esprit. Investeringsselskabet North Point er nu registreret som den største aktionær med tæt ved 14 pct. af aktierne.

North Point har fredag meddelt, at selskabet ønsker en ekstraordinær generalforsamling, da aktionæren ikke har tillid til den nuværende topledelse i Esprit. Den kræver derfor Anders Kristiansen og hans medchef, Johannes Georg Schmidt-Schultes, udskiftet. Aktionæren peger også på konkrete navne til, hvem der skal sættes ind.

I en pressemeddelelse skriver Esprit-bestyrelsen fredag, at selskabet hilser North Point Talent velkommen som største aktionær. Det understreges, at Esprit indtil nu ikke har haft dialog med denne samt, at indtil for ganske kort tid siden var North Point en ikke-navnenoteret storaktionær.

Vi står sammen som topledelse og har en god relation samt dialog med andre af vores aktionærer, som er institutionelle investorer i London.

Anders Kristiansen, topchef i Esprit

Der udtrykkes samtidig overraskelse over forslaget om at fjerne direktionen. Bestyrelsen skriver:

»Esprit er i en afgørende periode lige nu med at begynde implementering af initiativerne i rekonstruktionen på det største marked, Tyskland. Det kombineret med at skulle håndtere udfordringerne i den økonomiske krise i pandemien. Det er bestyrelsens opfattelse, at enhver påtænkt udskiftning af direktionen vil være en trussel mod forretningens drift.«

Bestyrelsen understreger samtidig, at den er i proces med at få hold på planer og tankerne fra den nye storaktionær, og den ser frem til en kommende, ekstraordinær generalforsamling.

Blå bog:

Anders Kristiansen:

  • 52 år

Uddannelse:

  • Handelsskole, Insead, IMD, bestyrelsesuddannelse Københavns Universitet og Harvard Business School.

Erhvervskarriere:

  • Boghandler-elev i Varde.
  • Produktchef Bogpa, Danmark.
  • Indkøbschef Bog & ide, Danmark.
  • Direktør Euro Buro, Tyskland
  • Direktør, Herlitz, Tyskland.
  • Marketing- og salgsdirektør GBC, Belgien
  • Direktør Lyreco Europa, Frankrig.
  • Direktør Lyreco i Asien.
  • Viceadm. Direktør Bestseller China, Kina
  • Adm. direktør New Look, England.
  • Koncernchef Esprit, Tyskland.

Anders Kristiansen kom til Esprit i 2018 og har haft en lang erhvervskarriere i udlandet. Det bl.a. som viceadm. direktør i tøjselskabet Bestseller China samt topchef for det britiske tøjselskab New Look.

Han udtaler til Finans om den aktuelle situation i Esprit:

»Vi står sammen som topledelse og har en god relation samt dialog med andre af vores aktionærer, som er institutionelle investorer i London. Vi har endnu ikke set en strategi fra det management, som den nye storinvestor foreslår at sætte ind. Men vi kan se, at der peges på folk uden baggrund fra retail - men mere fra den finansielle verden, og deres udgangspunkt er Hong Kong. 95 pct. af Esprits forretning ligger i Europa.«

BRANCHENYT
Læs også