Erhverv

Køreplanen ligger klar for nyt, landsdækkende busselskab

Fire private busselskaber planlægger at gå sammen i et landsdækkende samarbejde under navnet Vikingbus, hvor kapitalfonden Polaris overtager 60 pct. af ejerskabet.

Fra venstre - de fire ejere Lars Larsen (Larsenbus), Carsten Papuga (Papuga), Mogens Pedersen (Egon’s) og Peter Papuga (Papuga Bus) går sammen med kapitalfonden Polaris om at skabe busselskabet Vikingbus med cirka 775 medarbejdere og 450 busser. Foto: Vikingbus / Bjarke Ørsted

De fire private busselskaber Egon’s, Larsenbus, Papuga og Papuga Bus meddeler, at de sammen fremover vil fusionere under navnet Vikingbus.

Planen er at skabe en af Danmarks førende operatører med omkring 450 busser, der udfører alle former for bustransport, både herhjemme og i udlandet.

Udover de fire busselskaber indtræder kapitalfonden Polaris i sammensmeltningen og som en del af ejerkredsen.

»Vi har stor respekt for de fire ejerledere. Det er dygtige, kompetente forretningsfolk, og vi har samme syn på Vikingbus’ store potentiale. Vi glæder os til et partnerskab om at udvikle virksomheden og skabe Danmarks første reelt landsdækkende busselskab, der kan gå forrest inden for service, kvalitet og bæredygtig drift,« siger ledende partner Jan Johan Kühl fra Polaris.

De fire nuværende ejerledere vil i alt komme til at eje 40 pct. af Vikingbus efter fusionen, mens Polaris sidder på de resterende 60 pct.

Det var vigtigt for os fire ejerledere at få en partner ind, som kan bidrage med kompetencer, som vi måske ikke er i besiddelse af som busvognmænd.

Mogens Pedersen, fremtidig adm. direktør for Vikingbus

Tilbage står kun, at konkurrencemyndighederne endeligt godkender ”ægteskabet”, der har været arbejdet på at få i stand i et halvt år.

Vikingbus satser på både at køre for rejsebureauer, private virksomheder, foreninger samt betjene offentlige kunder, der f.eks. efterspørger service inden for skolekørsel, handicap- og sygetransporter samt rute- og bybuskørsel.

Og selv om coronakrisen har presset busbranchen, har alle de involverede parter været opsat på at lykkes med fusionen.

»Vi går ind med fælles forståelse for den usikkerhed, der er i markedet nu her,« siger Jan Johan Kühl fra Polaris, der ikke vil afsløre, hvad kapitalfonden har måttet give for andelen på de 60 pct. af det nye selskab.

Han tilføjer, at de med medejerskabet først og fremmest vil bidrage til at effektivisere og optimere, hvilket er nemmere med et landsdækkende busselskab.

»Vi tror på fordelene ved størrelse og prøver at få lavet en kombination af den lokale nærhed – som er meget vigtig for kunderne og dermed forretningen også fremadrettet – og så fordelene ved at få størrelse på,« siger Jan Johan Kühl.

De fem fusionspartnere

Egon’s A/S

Grundlagt i 1982 af Egon Pedersen. Drives i dag af sønnen og omfatter desuden Ørslev Turistfart. 180 medarbejdere, hovedkontor i Slagelse og flere afdelinger på Sjælland.

Larsenbus ApS

Larsenbus blev etableret i 2006 af Lars Larsen. Har bl.a. været drevet under brands som Københavns Bustrafik og en række turistselskaber. 500 medarbejdere og hovedkontor i Hvidovre og Køge.

Papuga A/S

Papuga A/S blev grundlagt i 1971 af Merete og John Papuga. I dag ejes og ledes virksomheden af sønnen. Specialet er busrejser til bl.a. europæiske feriemål og arrangementer rundt i Danmark. 18 medarbejdere og afdelinger i Kolding og Brørup.

Papuga Bus A/S

Etableret i 1964 af Hein Papuga. Specialet er busrejser til turistmål i hele Europa for nogle af landets største rejsebureauer samt kørsel for erhvervskunder i Danmark. 80 medarbejdere og hovedkontor i Vejle.

Polaris

Nordisk kapitalfond med hovedsæde i København, som siden 1988 har investeret i veletablerede mellemstore virksomheder i Norden. Polaris ejer 13 virksomheder med en samlet omsætning på 7 mia. kr. og 5.000 ansatte.

Kilde: Vikingbus

De fire busselskaber ser også frem til at skifte rollen som konkurrenter ud med et samarbejde og en stærk, økonomisk makker med i bussen.

»Det var vigtigt for os fire ejerledere at få en partner ind, som kan bidrage med kompetencer, som vi måske ikke er i besiddelse af som busvognmænd,« siger Mogens Pedersen fra Egon’s, der vil indtage rollen som adm. direktør for det fusionerede selskab, og tilføjer:

»Der har været flere i spil gennem forløbet, men vi var ikke i tvivl om, at det skulle være Polaris. Det handler om, at de kom med en samlet pakke, og vi havde en god kemi.«

På den øvrige ledelsesfront vil Lars Larsen fra Larsenbus i fremtiden komme til at stå for busaktiviteter i Østdanmark, mens Peter Papuga bliver ansvarlig for driften i Vestdanmark, og Carsten Papuga tager sig af alle indkøb og udbud.

Samlet set er det knap 800 ansatte og en omsætning på 800 mio. kr., der fremover skal rummes under Vikingbus-paraplyen.

»Samlet bliver vi en endnu bedre og stærkere partner for både større og mindre kunder. Vi styrker vores solide, lokale forankring og tilbyder kunderne den største og mest fleksible busflåde i branchen. Med vores samlede kompetencer vil vi blive endnu mere konkurrencedygtige og bedre kunne udvikle flere nye tilbud og digitale services til kunderne,« siger Mogens Pedersen.

De nuværende fire busselskaber regner med at kunne drage nytte af fusionen ved generelle stordriftsfordele ved bl.a. indkøb af busser, ruteoptimering og være fælles om it- og økonomisystemer samt markedsføring.

BRANCHENYT
Læs også