Erhverv

Ejendomsgigant indtager Danmark - køber sig ind i kæmpebyggeri

En af verdens største ejendomsforvaltere, Nuveen Real Estate, investerer 740 mio kr. i et stort studieboligbyggeri i København. Det er første gang, at selskabet investerer i Danmark.

Nuveen Real Estate har investeret i byggeriet Campus, der er en del af den nye københavnske bydel Bryggens Bastion. Modelfoto: Nuveen Real Estate / Arkitema

Nuveen Real Estate, der er en af verdens største ejendomsinvestorer, investerer 740 mio. kr. i byggeriet ’Campus’ som del af Bryggens Bastion ved Islands Brygge i København. Det har selskabet netop offentliggjort.

På samme tid er det første gang, at Nuveen Real Estate investerer i ejendom i Danmark som en del af selskabets ’European Cities’-strategi.

Campus er del af en større plan for Bryggens Bastion-området på Islands Brygge, som er blevet udviklet over flere år. Det er en af Danmarks største ejendomsfirmaer, Bach Gruppen, der står for at udvikle det nye byggeri.

Nuveen Real Estates investering omfatter et byggeri på i alt 16.500 kvm., som skal blive til 390 studieboliger fordelt på syv etager. Det nye byggeri kommer desuden til at bestå af biograf, fitnesscenter, café og tagterrasse.

»Vi er glade for, at Nuveen Real Estate har valgt at investere i Bryggens Bastion, og vi ser frem til at arbejde sammen om gennemførelsen af projektet,« siger Anders Bo Bach, direktør i Bach Gruppen København.

»Vi er overbeviste om, at det internationale perspektiv og det koncept, som Nuveen bringer, vil gavne både ejendommen og Bryggens Bastion.«

Kort om Bryggens Bastion
  • Bryggens Bastion bliver et tæt, grønt bykvarter med boliger, butikker, caféer, erhverv og kulturfunktioner
  • Der opføres 8 karréer på 7-8 etager og 2 tårne på hhv. 23 og 30 etager
  • Der kommer byggeri på i alt 125.000 kvadratmeter med op til 1.000 blandede boliger
  • Byggeriet bliver fordelt med 75% boliger og 25% erhverv
  • De første 30.000 kvadratmeter er solgt til det svenske ejendomsselskab Heimstaden – byggeriet blev indledt i foråret 2017 og leveres i tre etaper mellem 2018 og 2021
  • Boligselskabet KAB får en bygning med 97 almene ungdomsboliger, og der kommer en Rema 1000-butik i gadeplan
  • Udviklingen af Bryggens Bastion ventes at strække sig over 8-10 år fra 2017

Bryggens Bastion er et større projektbyggeri i København, som ligger omkranset af Ørestads Boulevard, Amagerfælledvej og Njalsgade og består af muligheden for i alt 125.000 kvadratmeter byggeri. Heraf skal 75 pct. bruges på blandede boliger og den resterende del på erhverv.

Hos Nuveen Real Estate markerer købet af Campus ved Bryggens Bastion første investering i dansk ejendom for forvalteren, der med 130 mia. dollars i aktiver er en af verdens største af sine slags. Liz Sworn, der er fondsforvalter i Nuveen Real Estate, er stærkt tilfreds med beslutningen.

»Til vores første investering i boligsektoren valgte vi et projekt, der bød på en fremragende beliggenhed samt stærk efterspørgsel. Vi har indtil videre været afholdende i forhold til at investere i byggeprojekter, men vi mener, at der med Bryggens Bastion er tale om noget specielt,« siger Liz Sworn.

Nuveen Real Estate sammensatte en liste over 77 europæiske studiebyer og vurderede dem ud fra demografi, markedsvækst, uddannelse. Her blev København et af de mest attraktive steder at investere i studieboliger.

»Vi har længe set på mulighederne for at investere i studieboliger, og i Danmark er disse ikke et særlig etableret investeringsområde, hvilket betyder, der er muligheder for et større afkast,« siger Liz Sworn og tilføjer, at markedet er mere udviklet i Storbritannien, Tyskland og Holland.

Nuveen Real Estates europæiske strategi betyder, at man frem mod 2022 fortsat er på udkig efter at udvide porteføljen med aktiver i »fremtidssikre byer«, som vil give et afkast med lav risiko flere år ud i fremtiden.

»Vi har ikke andre projekter i støbeskeen i Danmark i øjeblikket, men hvis den rigtige mulighed viser sig, kommer vi til at se på den. For os er specielt København et virkelig interessant sted at investere i,« fortæller Liz Sworn.

Læs også
Top job