Erhverv

Værste regnskab nogensinde for dansk modefirma - og så kom coronakrisen

Modefirmaet Bertoni har længe kæmpet med indtjeningen. For to år siden blev ejerkreden udvidet, og sidste år kom der en ny ledelse i spidsen. Men der er stadig underskud.

Bertoni har i alt 13 butikker under eget navn i en række større byer i Danmark, bl.a. i butikscentret Bruuns Galleri i Aarhus. Foto: Marie Ravn

Det er kun et år siden, at det danske herretøjsmærke Bertoni, der blev grundlagt i 1972, skiftede ud på de øverste poster i virksomheden.

Klavs Breckling, søn af grundlæggeren Palle Breckling, trådte tilbage for at gøre plads til den erfarne modemand Bent Birger Rasmussen som ny topchef. Desuden blev Dennis Nymann ansat som ny finansdirektør.

Efter flere år, hvor Bertoni har kæmpet med indtjeningen, var der brug for et nyt blik på forretningen. Under finanskrisen var Bertoni f.eks. gennem en rekonstruktion, efter egenkapitalen var væk.

Nu fremlægger det nye hold så sit første regnskab. Og foreløbig har det ikke formået at vende den negative tendens, der har præget Bertonis evne til at tjene penge.

Bruttofortjenesten på knap 11 mio. kr. i 2018 er faldet til et minus på 4 mio. kr. i 2019.

Og på bundlinjen må Bertoni notere et minus for regnskabsåret 2019 på næsten 13 mio. kr. Det er det største i virksomhedens historie.

Alt i alt tal, der får ledelsen til at udtrykke, at »resultatet er utilfredsstillende«.

Regnskabet dækker kun 2019, så påvirkningen fra coronakrisen har endnu ikke vist sin endelige effekt på tøjfirmaet.

Bertoni fortæller, at det ellers kom godt fra start i 2020, men måtte sætte 90 pct. af forretningen på pause, da coronapandemien satte ind, hvor de fleste ansatte blev sendt hjem, og butikker lukket ned. Kun onlinesalget blev holdt i gang.

På den baggrund ser ledelsen heller ikke positivt på 2020 som helhed, selv om driften så småt er tilbage på sporet og butikkerne genåbnet efter lockdown.

Forventningen til næste års regnskab er derfor heller ikke sorte tal.

Til gengæld øjner Bertoni, som en konsekvens af krisen, en mulighed for at kunne foretage de nødvendige strategiske skridt, der skal til for at gøre Bertoni til en lønsom virksomhed i fremtiden.

Ifølge ledelsen handler det om at gøre Bertoni mere fleksibel, bl.a. omking købs- og designprocesser. Et skifte, der allerede blev påbegyndt, da kapitalfonden Vektor Kapital købte 60 pct. af aktierne i Bertoni for knap to år siden.

Desuden bliver en generel optimering og styrkelse af salget via butikker, online og engros et særligt fokusområde i de kommende år.

Dette arbejde forventer Bertoni at kunne se effekten af sidst i 2020 og 2021.

Af regnskabet fremgår det, at ejerne har fuld tillid til fremtiden.

For at dække de økonomiske huller i 2019 har de både skudt flere penge i Bertoni ved at konvertere gæld til egenkapital og givet tilsagn om støtte også i år, bl.a. i form af et lån til at kunne komme igennem coronakrisen.

Bertoni driver en række butikker i Danmark og Norge, ligesom tøjmærket er til stede på det tyske marked. Virksomheden har knap 60 ansatte.

BRANCHENYT
Læs også