EU diskuterer køb af coronavacciner med flere topkandidater
EU er ifølge Reuters i dialog med flere af de selskaber, der er længst fremme i forsøget på at udvikle en vaccine mod Covid-19.
EU ser ud til for alt i verden at ville undgå en lignende situation, som da USA købte hele Gileads lager af lægemidlet Remdesivir til behandling af Covid-19.
I hvert fald er EU i dialog med flere af de selskaber, der er længst fremme med udviklingen af en potentiel vaccine mod Covid-19, skriver Reuters.
Det drejer sig ifølge mediet om diskussioner med alt fra amerikanske Moderna, franske Sanofi og til tyske Biontech, der samarbejder med den amerikanske kæmpe Pfizer.
»Vi taler om Covid-19-vacciner med en række selskaber,« siger en talsperson EU-Kommissionen til Reuters.
Historien kommer, efter at EU tilbage i juni landede en aftale med britisk-svenske AstraZeneca, der sikrer EU 400 mio. doser af selskabets vaccine, hvis den altså nogensinde kommer på markedet.
For et par uger siden brød helvede løs, da det kom frem, at USA havde købt hele Gileads lager af Remdesivir. En beslutning, der gør, at selskabet ikke kan levere til hverken EU, Asien, Sydamerika eller resten af verden.
Dermed er alle andre end USA for nærværende kun i stand til at tilbyde patienterne det Remdesivir, der allerede var og er på lager inden beslutningen.
»Det er uhørt. Jeg har aldrig oplevet, at et medicinalfirma vælger at sælge stort set hele lageret af et lægemiddel til ét land. Det er en meget speciel situation,« sagde direktør i Lægemiddelstyrelsen, Thomas Senderovitz, ved den lejlighed.
I øjeblikket er mere end 150 potentielle vacciner mod Covid-19 under udvikling, men ingen ved, hvilken der vil virke - og ingen ved heller, hvem der i givet fald kommer først på markedet.
Sikkert er det dog, at f.eks. franske Sanofi, der samarbejder med en anden kæmpe, nemlig britiske GlaxoSmithKline, har stor erfaring med at udvikle, producere og sælge vacciner.
Det er noget, som f.eks. Moderna, der af flere spås at være med fremme i førerfeltet, aldrig har præsteret. Moderna har nemlig aldrig skabt ét eneste lægemiddel.