Serier

Aktiemarkedet er strøget op på nyheder om vaccine - men tager investorerne forskud på glæderne?

Flere gange er aktiemarkedet steget massivt ovenpå nyheder om positive testresultater for coronavacciner. Analytikere mener dog, at investorerne måske er for optimistiske.

Corona rammer verden
Foto: Lucas Jackson/Reuters/Ritzau Scanpix

Nyhederne om udviklingen af en vaccine mod coronavirus har fortsat stor indflydelse på aktiemarkedet. Det sås tydeligt, da Moderna tirsdag meldte ud, at man snart påbegynder tredje og sidste fase i forsøg med en vaccine.

Udmeldingen fik ikke blot Moderna-aktien til at stryge til vejrs, men hele aktiemarkedet reagerede positivt på, at det amerikanske medicinalselskab snart tager endnu et skridt mod en vaccine.

Med med den seneste tids aktiestigninger rejser spørgsmålet sig dog: Hvor stor en indflydelse får nyhederne om en kommende vaccine på aktiemarkedet fremadrettet? Det er svært at svare på, lyder det fra flere analytikere.

»Det er ikke første gang, vi ser aktierne stige på baggrund af optimisme i forhold til en vaccine, men i virkeligheden er man nok meget tidligt ude,« siger Ib Fredslund Madsen, chefstrateg i Jyske Bank, og tilføjer:

»Når vi på et tidspunkt får en vaccine, så er det en vigtig milepæl. Før da vil forbrugerne fortsat være forsigtige, og først med en vaccine vil forbruget vende tilbage til et normalt niveau. Men det bliver nok først til næste år,« siger han og påpeger, at forbruget typisk udgør 60-70 pct. af landes BNP.

Håbet om en vaccine er ikke nødvendigvis indregnet i markedet endnu, mener Ib Fredslund Madsen. Men det bliver det løbende, og der er derfor plads til yderligere stigninger.

»Hvis frygten ryddes af vejen, vil det føre til et gevaldigt løft i økonomierne og stemningen på markedet. Af den årsag vil jeg tro, at der fortsat er vækst at hente i markedet. Men i praksis vil det være en langstrakt proces med skuffelser og optimisme.«

Henrik Drusebjerg, chefstrateg i Danske Bank, er enig, men mener også, at der måske er blevet taget forskud på glæderne med de seneste stigninger, hvorfor nyheden om en godkendt vaccine ikke vil sætte aftryk på kurserne.

»Når vi endelig får udviklet en vaccine, vil det formentlig ikke have den store betydning, fordi vi har nået flere milepæle undervejs - og den vil blive indregnet i prisen i takt med godkendelsen opnås,« siger han.

Henrik Drusebjerg mener samtidig, at der er sket et skift i, hvilke nyheder, der driver markedet. Hvor det før var vaccinenyheder, er det nu i højere grad opgørelsen af krisens økonomiske konsekvenser, som fylder.

»Først var man lidt blinde for de hårde tal – og virksomhederne suspenderede deres forventninger. Nu begynder vi at få nøgletal om økonomien, og virksomhederne begynder at melde forventningerne ud,« siger han.

Henrik Drusebjerg tilføjer, at der med de seneste ugers aktiestigninger ikke er særlig stor plads til tilbageslag. Hos Jyske Bank maner man til besindighed, ifølge chefstrateg Ib Fredslund Madsen.

»Investorerne er sandsynligvis for optimistiske, når de tror, at indtjeningen i virksomhederne vil suse tilbage til 2019-niveau næste år. Vi anbefaler vores kunder at placere sig neutralt - og vi har de seneste dage set nogle dårlige halvårsregnskaber. Omvendt lægger hjælpepakker, opkøb fra centralbankerne og lave renter bund under markedet,« siger han.

Læs også
Top job