A.P. Møller-Mærsk bliver del af global klimagruppe
Flere verdensomspændende firmaer har slået sig sammen i fælles kamp mod klimaforandringer og udledning af CO2. Med i gruppen tæller det danske rederi A.P. Møller-Mærsk.
De globale kæmpefirmaer Microsoft, Nike, Starbucks, Unilever og Danone med et så forskelligt udgangspunkt som software, sportstøj, kaffe og fødevarer har netop slået sig sammen i et nyt konsortium, der har til formål at stå sammen, bruge hinanden og dele planer i forhold til at bremse udledningen af klimagasser.
Det skriver finansmediet Bloomberg.
Virksomhederne har allerede hver for sig arbejdet for at modvirke klimaforandringer, men nu slår de kræfterne sammen.
Gruppen, der kalder sig Transform to Net Zero, inkluderer desuden danske A.P. Møller-Mærsk og andre store virksomheder som Mercedes-Benz AG, det indiske techfirma Wipro og brasilianske Natura & Co, som ejer kosmetikfirmaet Avon.
Alliancen, som planlægger at rekruttere endnu flere virksomheder til arbejdet, vil arbejde sammen med den nordamerikanske nonprofit-organisation Environmental Defense Fund, der bl.a. er kendt for sit arbejde på områderne global opvarmning og genoprettelse af økosystemer.
I Transform to Net Zeros foreløbige planer ligger at investere CO2-reducerende teknologi samt koordinere den politiske kurs og målsætninger udadtil.
Hvis A.P. Møller-Mærsk kan forbedre eller formindske sit brændstofforbrug, er det noget, der tæller. Virksomhedens skibsflåde udleder årligt knap 40 mio. tons CO2.
Det danske rederi har sat sig for i løbet af dette årti at udvikle CO2-neutrale skibe, der skal bidrage til at gøre virksomheden CO2-neutral i 2050. Sidste år tog de et første klimavenligt skridt ved at søsætte de første skibstransporter, der delvist benytter biofuel.
Techfirmaet Microsoft annoncerede tilbage i januar, at de inden 2030 vil fjerne mere CO2 fra atmosfæren, end de udleder. Her afsatte de desuden 1 mia. dollars i en innovationsfond, der skal investere i måder at reducere udledningen af kuldioxid. Indtil videre en af de mest radikale klimaplaner fra noget firma.
Faktisk har Microsoft sat sig for, at de inden 2050 vil fjerne den samlede udledning af CO2, de som virksomhed har medvirket til siden grundlæggelsen i 1975.
Netkæmpen Amazon.com har på samme måde fremsat CO2-neutrale tiltag og appelleret til, at andre virksomheder tilslutter sig indsatsen, men både Microsoft og Amazon er kommet under beskydning fra miljøgrupper, fordi de stadig leverer cloudteknologier til store olie- og gasproducenter, skriver Bloomberg.