Erhverv

Luksusmægler skifter navn efter rekordbøde

Living Homes blev for nylig reddet fra en konkurs og idømt en rekordstor bøde. Nu har ejendomsmægleren, hvor Peter Norvig står i spidsen, fået nyt navn.

Peter Norvig står i spidsen for det selskab, der tidligere gik under navnet Living Homes, men som nu har skiftet navn til B2B Property. Foto: Martin Zakora

Foråret og sommeren har været en turbulent tid for lukusmægleren Living Homes, som har den kendte mægler Peter Norvig i spidsen som adm. direktør.

Selskabet blev i juni idømt en rekordstor bøde på 550.000 kr. for at have tilsidesat god ejendomsmæglerskik. Sagen er blevet anket til byretten.

Kort forinden bøden var Living Homes erklæret konkurs. Siden blev konkursen afværget, da det lykkedes at rejse nye penge.

Nu har selskabet bag Living Homes så valgt at skifte navn til B2B Property ApS. Det fremgår af ændringer i cvr-registeret.

Hidtil har Living Homes solgt luksusprojektboliger i København til private. Men det er slut nu, fortalte Peter Norvig for nylig til Ejendomswatch.

»Det Living Homes, omverdenen har kendt, fortsætter ikke,« sagde han til Ejendomswatch.

Forretningen skal i fremtiden baseres på relationer, så sultne investorer og udenlandske kapitalfonde kan blive parret med salgsklare jordejere.

»Før var mit fokus på at sælge projektboliger. Jeg havde ikke fokus på, at Gårdmand Bjørn har et jordstykke, han vil sælge, og onkel Bent har nogle penge, han gerne vil bruge,« sagde Peter Norvig til Ejendomswatch.

I forbindelse med omstruktureringen af Living Homes til B2B Property er selskabet gået fra otte til tre ansatte.

Den afværgede konkurs hos Living Homes var ikke den eneste, Peter Norvig har haft inde på livet på det seneste.

I maj blev han ved en fejl erklæret personligt konkurs.

»Jeg havde overset en indkaldelse til et møde i Skifteretten, og derfor blev jeg erklæret konkurs. I fredags betalte jeg den regning, der førte til konkursen, og dermed er konkursen afværget,« sagde han i maj om den personlige konkurs, der altså blev tilbagekaldt.

Læs også
Top job