Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Var på vej mod rekord: Nu er dansk eventfirma gået konkurs

Coronakrisen blev for stor en mundfuld for den danske virksomhed FirstUnited, der levede af at arrangere konferencer og andre events.

Corona rammer verden
FirstUnited tjente dets penge på at arrangere alverdens former for events.

Coronakrisens indtog og den såkaldte seksdagesregel blev dødsstødet for den 30 år gamle eventarrangør FirstUnited, der måtte dreje nøglen om og gå konkurs med tomme ordrebøger. Det så ellers lovende ud ved årets start.

»Vi forventede den bedste omsætning siden 2005 efter de første måneder af 2020, men fra midten af marts kunne vi se, at vi ville havne på en omsætning på 0 kr. for resten af året, fordi alt blev aflyst,« siger direktør Flemming Abben Madsen, der ejede virksomheden i selskab med sin søster, Annemarie Abben.

Kunderne løb, da coronaen kom, men ifølge kurator Nicolai Dyhr er der ikke mange kunder, der kommer til at brænde inde med noget efter konkursen.

»Der er stort set ingen kunder, der kommer i klemme. Hvis de kommer i klemme, så er det i forhold til hoteller og lignende,« siger Nicolai Dyhr, der vil forsøge at få det bedste ud af det, der er tilbage i selskabet.

»Jeg forsøger selvfølgelig at sælge det, men ellers handler det om at få det afviklet pænt og ordentligt og få solgt det, der kan sælges. Der er jo noget goodwill, en kundedatabase, nogle koncepter og en masse kontakter,« siger kurator Nicolai Dyhr.

FirstUnited tjente sine penge på at arrangere erhvervskonferencer og belønningsrejser i Norden for brancher og virksomheder, og så stod den for logistik ved større arrangementer som eksempelvis VM i landevejscykling i Bergen. Coronakrisen satte ret hurtigt en stopper for netop denne form for forretning.

Efterspørgslen på disse arrangementer faldt simpelthen til nærmest ingenting, og ifølge Flemming Abben Madsen kan der gå længe, før der igen begynder at være et sundt marked for konferencer og belønningsrejser.

»I bedste fald begynder der igen at komme lidt gang i den om 12 måneder, og derefter vil der mindst gå yderligere et år, før markedet igen er stabilt. Dette skal forstås som et ”best case scenario”. Vi er ikke de første, der er gået konkurs, og vi er helt sikkert heller ikke de sidste,« siger Flemming Abben Madsen, der dog ikke afviser, at han og Annemarie Abben muligvis godt kunne finde på at starte noget tilsvarende, når markedet igen er på plads.

»Det er ikke en helt fjern tanke, men som det ser ud lige nu, så kan det godt have lange udsigter at få indtjening,« siger Flemming Abben Madsen.

I 2018-regnskabsåret så det ej heller så lyst ud for FirstUnited, der præsenterede et underskud for året på 1,4 mio. kr. Kurator Nicolai Dyhr har endnu ikke det store overblik over gælden i firmaet, men han mener dog, at der er tale om et millionbeløb.

BRANCHENYT
Læs også