Erhverv

Buffett sælger ud af bankerne og køber op i guld

Warrens Buffetts investeringsselskab Berkshire Hathaway har gjort sig bemærket med større ændringer i porteføljen.

Warren Buffett er blevet kendt for sine mange gode investeringer, der har bragt ham op som en af verdens rigeste mænd. Foto: AP Photo/Nati Harnik, File

”Oraklet fra Omaha”, som går under det borgerlige navn Warren Buffett, har fredag offentliggjort andet kvartals ændringer i sit børsnoterede investeringsselskab Berkshire Hathaway.

De mest bemærkelsesværdige ændringer i Warren Buffetts portefølje er en mindskelse af disponeringen mod flybranchen og bankerne og et nyt fokus på guld. Der er blevet solgt for næsten syv mia. dollars i banker som JP Morgan, Wells Fargo, USBank og Goldman Sachs, mens han er gået helt ud af sine to positioner i luftfart.

»For nogen måneder siden sagde han, at ”amerikanske banker stod godt positioneret”. Det giver derfor stof til eftertanke, når han nu vælger at sælge ud af bankerne. Man tænker, at der må være sket noget i den mellemliggende periode, der har ændret hans syn på bankerne,« siger investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet.

Udover sine udsalg af positioner i bankerne, gjorde Warren Buffetts nylige disponering med guldet sig også bemærket. Berkshire Hathaway har købt for 500 mio. dollars i guldmineselskabet Barrick Gold, der er en af verdens største producenter af det kostbare ædelmetal.

Ifølge Per Hansen skal man dog være påpasselig med at lægge for meget i investeringen i Barrick Gold. Han tror, at guldsatset kan hænge sammen med, at Warren Buffett forsøger at sikre sig mod et muligt fald i bankernes indtjeningsevne, der er kommet som konsekvens af et fald i de amerikanske renter.

»Jeg tror, det er et signal om, at usikkerheden omkring den amerikanske økonomi på kort sigt kan være så stor, at det kan smitte negativt af på bankaktierne. Hvis økonomien de næste måneder ser skidt ud, vil investorerne søge mod guld,« siger investeringsøkonom Per Hansen.

Det stemmer ganske fint overens med, guld generelt har haft stor optur i 2020. Selv efter et dyk på over 6 pct. i sidste uge er prisen steget mere end 28 pct. i år, hvilket gør guld til en af årets bedste investeringer.

Warren Buffett, der ifølge Forbes er de fjerderigeste i verden, har med sine investeringer gjort sig til en velanset figur på aktiemarkedet, hvor mange følger intenst med i, hvad han foretager sig.

»Der er ingen tvivl om, at det vil ligge i baghovedet hos nogen. Mine tanker er, at det vil blive bemærket, og at det vil blive brugt som et alibi for at gøre det ene og det andet. Om det i sig selv vil gøre, at guldet stiger markant i den kommende uge, det er jeg mere tvivlende overfor,« siger Per Hansen.

Den største position i Berkshire Hathaway er Apple, der udgør cirka 44 procent af porteføljen.

BRANCHENYT
Læs også