Familien Dahl så storhandel gå i vasken: Livsværket er stadig en kanonforretning
Huscompagniet skrinlagde for nylig sit opkøb af Eurodan-huse, der nu kan offentliggøre et nyt pænt overskud.
Familien Dahl måtte tidligere på året se et salg af livsværket, Eurodan-huse, gå i vasken. Men derfor er der stadig penge at hente på typehusfirmaet.
Et nyt regnskab fra Eurodan-Huse viser således et overskud efter skat på 35,1 mio. kr. og en omsætning på over 1 mia. kr.
Begge dele er en smule mindre end året forinden, men dog stadig tilfredsstillende for familien Dahl, der både ejer og driver selskabet med 275 ansatte.
»Der investeres fortsat i at gøre processen og ikke mindst oplevelsen bedre for vores kunder, ved et konstant fokus internt såvel som eksternt. Alt sammen investeringer, der styrker os fremadrettet, og gør os i stand til at realisere fremgang i de kommende år,« står der i regnskabet.
Efter nogle svære år i tiden omkring finanskrisen rejste Eurodan-huse sig gevaldigt og har de seneste fem år givet et samlet overskud på 163 mio. kr.
Den stærke indtjening var formentligt noget af det, der fik Danmarks største typehusfirma, Huscompagniet, til at trykke på købeknappen.
I oktober 2019 kom det frem, at Huscompagniet havde valgt at købe Eurodan-huse for 500 mio. kr.
Men efter opkøbet blev behandlet i månedsvis af konkurrencemyndighederne, valgte Huscompagniet at skrinlægge opkøbet. Simpelthen fordi meget pegede på, at myndighederne ville vende tommelfingeren ned ad til opkøbet.
»Fusionen var problematisk, fordi den ville hæmme konkurrencen på markedet for nybyggede parcelhuse. Vores foreløbige vurdering var, at der ville være en risiko for højere priser, hvis to af de største spillere på markeder gik sammen,« sagde Søren Bo Rasmussen, kontorchef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens afdeling for fusioner, i juni om sagen.
Thomas Dahl, adm. direktør og medejer af Eurodan-huse, var ærgerlig over, at sammenlægningen ikke blev en realitet, men forklarede i samme ombæring, at gamle strategiplaner skulle findes frem og realiseres.
Selvom coronakrisen har ramt store dele af dansk erhvervsliv hårdt, regner Eurodan-huse med at blive relativt upåvirket.
»Selskabet forventer en positiv udvikling af resultatet og går ind i det nye regnskabsår med en acceptabel ordrebeholdning. Der forventes på den baggrund et resultat for det kommende år på niveau med 2018/19,« står der i det nye regnskab med henvisning til regnskabet i fjor, hvor Eurodan-huse satte indtjeningsrekord.

