Dansk medicinalselskab vil nedlægge 650 stillinger i jagten på fremtidig succes
Leo Pharmas nye topchef lægger op til store ændringer i det danske medicinalselskab, der i årevis har kæmpet med at få nye lægemidler på markedet. 650 stillinger skal nedlæggees, mens 400 nye skal oprettes.
Det tog et år, men så stod det til gengæld også krystalklart, at der er brug for store forandringer for at få medicinalselskabet Leo Pharma tilbage til fordums styrke.
Over de næste to et halvt år skal der nedlægges op til 650 stillinger, mens der sideløbende skal investeres i det, der potentielt kan føre til op mod 400 nye stillinger.
»Vi vil selvfølgelig nøje evaluere enhver menneskelig betydning og forsøge at begrænse det, så meget som muligt,« udtaler Catherine Mazzacco, adm. direktør i Leo Pharma, i en forberedt kommentar.
Den store medarbejderudskiftning kommer i lyset af en større strategisk ændring, hvis kardinalpunkter er øget fokus på forskning og udvikling samt mere større fokus på også mere sjældne hudsygdomme. I dag er Leo Pharma meget fokuseret omkring hudsygdomme som psoriasis og eksem.
Netop sjældne sygdomme er et lukrativt område for den globale medicinalindustri som helhed. Det er det, fordi det her typisk er muligt at tage en meget højere pris for et lægemiddel, end det er for et gængst lægemiddel mod f.eks. psoriasis eller diabetes.
Det betyder også, at Leo Pharma i sin 2030-strategi har en ambition om at lancere ny og innovativ behandling hvert andet til tredje år.
Særligt den del er interessant, eftersom det ikke just er en disciplin Leo Pharma har excelleret i de seneste efterhånden mange år.
Ikke siden 1991 er der kommet ét eneste nyt molekyle ud af laboratorierne, som er endt med at blive til et nyt lægemiddel. Til gengæld har Leo Pharma været ekstremt dygtig til hele tiden at få lavet nye formuleringer af et middel til behandling af hudsygdommen psoriasis.
Det vil dog formentlig snart delvist ændre sig, eftersom Leo Pharma i begyndelsen af juli sendte det store eksemhåb med det mundrette navn Tralokinumab til godkendelse hos de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA.
»Vores ambition er at udvide vores førerposition inden for topikal (anvendt på kroppens yderside modsat f.eks. en pille) dermatologi, blive en global leder inden for innovativ dermatologi og forbedre behandlingsstandarden for patienter med hudsygdomme,« udtaler Catherine Mazzacco.
Den nye strategi indeholder til gengæld intet nyt om det, der i mange år har været Leo Pharmas helt store akilleshæl; evnen til at tjene penge på et niveau, der bare nærmer sig det gennemsnitlige niveau i medicinalindustrien med en overskudsgrad på omkring de 25.
En ambition, som allergikoncernen ALK f.eks. arbejder hen imod at nå inden for de kommende år - og som Novo Nordisk for længst har passeret.
Siden år 2010 har Leo Pharma kun præsteret at have en overskudsgrad på mere end 10 pct. én gang.