Serier

Per Bank: 2020 bliver det bedste år nogensinde i dagligvarehandlen

Salling Group melder om hastig vækst i salget af alt fra mad til tv-apparater, der vil kunne ses direkte i årsresultatet. Lokale corona-restriktioner som lige nu i Aarhus koster dog kundetrafik.

Corona rammer verden
Per Bank har siden 2012 været adm. direktør for Salling Group. Foto: Joachim Ladefoged. Per Bank har siden 2012 været adm. direktør for Salling Group. Foto: Joachim Ladefoged.

Trods coronakrisen forudser dagligvaregiganten Salling Group, at dette år giver det bedste resultat nogensinde - også for branchen samlet. Koncernchef Per Bank fastslår, at væksten trækkes både af fødevaresalg og andre produkter – f.eks. tv-apparater.

Salling Group - med Netto, Føtex og Bilka som de største brands samt en årsomsætning i fjor på 57 mia. kr. - har som alle andre i detailhandlen været præget af et forår med coronakrisen. Det satte i en periode stop for salg af en række varegrupper, mens fødevarerne har haft vækst.

Siden foråret har Salling Group dog fået fart i den samlede forretning, og derfor tør adm. direktør Per Bank forudsige, at 2020 vil ende bedre end forventet. Og det med en driftsindtjening over den hidtidige rekord på ca. 2,5 mia. kr.

Penge til medarbejderne:
  • Ejerfondene bag Salling Group har netop besluttet at uddele et gratiale til over 9.000 medarbejdere i bl.a. Bilka, Føtex, Netto og Salling Stormagasiner.
  • Købmand Ferdinand Sallings Mindefond uddeler samlet 15 mio. kr. som fordeles blandt nuværende og tidligere medarbejdere, som har været ansat i hele perioden fra 2016 til 2019.
  • Salling Fondene blev i 2017 eneejer af Salling Group efter at have tilbagekøbt de resterende aktier i virksomheden fra A. P. Møller-Mærsk.

»Vi mangler fortsat fem måneder i regnskabet, så meget kan ske. Men som tingene ser ud nu, forudser jeg, at det bliver vores bedste år indtil nu. Væksten i dagligvarehandlen hen over sommeren har været på 8 pct. I vores Bilka-varehuse har sommeren desuden givet en fremgang på 16 pct. - trukket bl.a. af tv-apparater, hvor salget ligger 50 pct. over niveauet i fjor,« siger Per Bank.

Fremgang flugter med en international trend, da store, udenlandske dagligvarekoncernen som bla. Wal-Mart og ICA netop i kvartalsregnskaber har meldt om vækst

»Vi er ikke specielt enestående, men det ligger fast, at hele dagligvarehandlen har udsigt til et år, som kan blive det bedste nogensinde. I foråret frygtede vi ellers, at det ville blive det værste,« mener Per Bank.

Han fremhæver, at i forudsigelsen af rekordresultat indgår, at Salling Group under coronakrisen faktisk tabte ca. 100 mio. kr., da koncernens butikker i legetøjskæden BR, de to Salling-stormagasiner samt kaffebarer i Starbucks og burgerrestauranter under navnet Carl’s Jr. måtte holde lukket i flere uger.

Koncernen
  • Salling Group driver butikskæderne Netto, Bilka og Føtex samt to Salling-stormagasiner.
  • Har ca. 1.400 butikker i Danmark, Tyskland og Polen.
  • Dertil kommer bl.a. en række onlineshops - herunder Wupti, Skagenfood, burgerrestauranter i kæden Carl’s Jr., Starbucks-kaffebarer og Fætter BR-legetøjs-butikker.
  • Koncernen er fuldt ejet af Salling Fondene, efter at A. P. Møller-Mærsk tidligere var med i ejerkredsen.

Som alle andre i detailhandlen følger Per Bank og Salling Group nøje udviklingen med covid-19. Det ud fra en frygt for, at en genopblussen af virussen i pandemien kan ændre tingene.

Eksempelvis er der aktuelt ekstraordinære restriktioner i kampen mod smitte i Aarhus og Silkeborg. Det kan aflæses i kundetilstrømningen for Salling Groups butikker der.

»Lige nu kan vi aflæse på kundestrømmen til Salling-stormagasinet i Aalborg, at den ligger væsentlig over stormagasinet i Aarhus, hvor byen aktuelt er hotspot i coronakampen. Normalt ligger de meget tæt op ad hinanden. Så lokale restriktioner koster kunder og salg,« vurderer Per Bank.

BRANCHENYT
Læs også