Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Her er topchefernes værste mareridt

En række topchefer fra landets største virksomheder er enige om, hvad det værste trusselsbillede er i efteråret: En anden bølge af corona med en lockdown som konsekvens.

Corona rammer verden
Fra venstre: Cees’t Hart, adm. direktør i Carlsberg, Kim Fausing, adm. direktør i Danfoss, Kristian Villumsen, adm. direktør i Coloplast og Alexander Lacik, adm. direktør i Pandora. Collage: Anders Thykier

De har brugt årets første seks måneder på at manøvrere tusindvis af medarbejdere i nogle af landets største virksomheder igennem den voldsomste krise siden finanskrisen, og spørger man topcheferne, hvad de ser som efterårets største trussel for indtjeningsevnen, er svaret entydigt:

»En anden bølge er den største trussel.«

»Lockdown.«

»Hvis verdensøkonomien ikke bliver sparket i gang igen. Det er det største trusselsbillede.«

Så klart og entydigt svarer Cees’t Hart, adm. direktør i Carlsberg, Alexander Lacik, adm. direktør i Pandora og Kim Fausing, adm. direktør i Danfoss.

De henviser til et nyt udbrud af coronasmitte med efterfølgende nedlukning af lande over hele verden, og de er bare nogle af de topchefer, som Finans har spurgt, og som uden tøven svarer det samme: Hvis verden igen bliver ramt af massive nedlukninger, er virksomhedernes indtjeningsevne under pres.

»Jeg tror, du får det samme svar fra mig, som du vil få fra rigtig mange andre. Hvis vi får massiv opskalering af covid-19 og nationale nedlukninger; det er noget bras,« siger adm. direktør i Coloplast, Kristian Villumsen.

I smykkekoncernen Pandora har topchef Alexander Lacik været tvunget til at lukke stort set alle butikker i løbet af coronakrisen. Det er nærmest et skrækscenarie at forestille sig en lignende omgang igen.

»Det eneste, jeg frygter, er, at myndighederne igen tvinger os til at lukke butikker. Hvis en hel nation - for eksempel USA - går i 100 pct. lockdown, så har det en indvirkning,« siger Alexander Lacik.

Vi kan selvfølgelig ikke udelukke, at der kan komme en anden bølge. Men det er der ikke tegn på.

Kim Fausing, adm. direktør i Danfoss

Topcheferne er enige om, hvad der kan gøre efteråret til et sandt mareridt, men de er til gengæld også enige om, at det næppe bliver virkelighed.

Kristian Villumsen forventer ikke, at efteråret byder på så omfattende nedlukninger af markeder, som man så i foråret. Han har tillid til, at regeringer og sundhedssystemer det seneste halve år har fået opbygget et beredskab, der i højere grad kan håndtere lokale udbrud.

»Jeg har en forventning om, at det gradvist kommer til at se mere fornuftigt ud, og så kommer der forhåbentlig for os alle sammen en vaccine, vi kan bruge,« lyder håbet fra Coloplast-direktøren.

Også i Danmarks største industrivirksomhed Danfoss er der tro på en fremtid med bedre styr på håndteringen af de nye coronaudbrud, der måtte komme i forskellige dele af verden.

»Vi kan selvfølgelig ikke udelukke, at der kan komme en anden bølge. Men det er der ikke tegn på. Hvis der skal komme en kæmpe, global andenbølge, må vi tage bestik af det,« siger Kim Fausing.

De fleste af landets store virksomheder har fremlagt tal for årets første seks måneder, og det mest generelle billede er, at det er gået overraskende godt i lyset af covid-19.

De fleste virksomheder har været negativt påvirket som følge af coronakrisen, men der er bred enighed om, at det kunne have været meget værre.

»Hvis der er noget godt, vi har lært, er det, hvordan man håndterer en hidtil uset situation som denne. Jeg må sige, at vi har vist modstandsdygtighed i vores balance sheet såvel som i vores organisation,« siger Carlsbergs topchef, Cees’t Hart.

Men coronakrisen har også mange steder givet anledning til at sætte en ny kurs eller accelerere nogle af de tiltag, der var på vej inden krisen.

Blandt andet har mange topchefer sat fart på den digitale udvikling. Det gælder blandt andet Pandora, som specielt i andet kvartal blev ramt med et omsætningsfald på 44 pct. i forhold til 2. kvartal 2019.

Men nød lærer som bekendt nøgen kvinde at spinde, og mens Pandoras fysiske butikker var lukket, blev der skruet op for salget online.

Det eneste, jeg frygter er, at myndighederne igen tvinger os til at lukke butikker.

Alexander Lacik, adm. direktør i Pandora

En anden ting, covid-19 har lært topcheferne, er behovet for at handle hurtigt.

I rederi- og logistikvirksomheden DFDS faldt omsætningen med 34 pct. i andet kvartal i forhold til samme periode sidste år, og ifølge topchef Torben Carlsen skyldes nedgangen en overraskende sårbarhed over for manglende efterspørgsel i passagerforretningen.

For ham er en hurtig tilpasning »top of mind«, hvis efterspørgslen igen falder som konsekvens af coronasmitte.

»Nu ved jeg ikke, om en anden bølge kan betyde, at der kommer et efterspørgselschok, der gør, at volumen kan falde igen. Så gør vi, som vi gjorde i første bølge: Vi tilpasser vores kapacitet med færre sejladser,« siger Torben Carlsen.

René Svendsen-Tune, adm. direktør i GN Audio, ser også en ny nedlukning, der stopper forsyningskæderne, som den største trussel for indtjeningsevnen. Hvis fabrikker lukker ned eller logistikken bryder sammen, så kan markederne være nok så høje.

»Vi fortsætter med en taskforce i selskabet, så når og hvis der opstår problemer, så kan vi reagere hurtigt. Jeg synes også, at vi internt i selskabet har et beredskab,« siger René Svendsen-Tune.

BRANCHENYT
Læs også