Fortsæt til indhold

Danmarks ældste legetøjsforretning lukker

Landets ældste legetøjsforretning, Geppels Legetøj, forsvinder ved årsskiftet. Både online-salget og de fysiske butikker skal afvikles.

Fra årsskiftet er det slut med landets ældste legetøjsforretning Geppels Legetøj. Arkivfoto
Erhverv

I mere end 25 år har ægteparret Lars Nybjerg og Karina Dyvekær drevet landets ældste legetøjsforretning, Geppels Legetøj, der ligger i Nykøbing på Sjælland og til april ville være fyldt 95 år.

Sådan bliver det dog ikke.

Fra årsskiftet er det nemlig slut med den gamle legetøjsforretning. Det oplyser ejerparret, der definitivt har besluttet at lukke Geppels Legetøj, til Sjællandske Nyheder.

Lars Nybjerg og Karina Dyvekær har sammen drevet legetøjsforretningen siden 1993, hvor de overtog forretningen fra Willian Geppel, der stiftede forretningen af samme navn i 1925.

Ifølge mediet ærgrer de sjællandske ejere sig over, at det næste år er slut med både de fysiske butikker og online-forretningen Geppels, der ligeledes er sat til afvikling.

»Det er da vemodigt at skulle lukke landets ældste legetøjsforretning, som den 1. april 2021 ville fylde 95 år, siger Lars Nybjerg, der understreger at butikker og ikke mindst online-forretningen giver gode overskud,« siger Lars Nybjerg til Sjællandske Nyheder og fortæller, at han og hustruen »skifter spor og begynder at tage hensyn til sig selv«.

Geppels Legetøj driver udover butikken i Nykøbing Sjælland også butik i Asnæs på Vestsjælland.

I alt har forretningen 10 ansatte.

Da samtlige Fætter BR- og Toys’R’Us-butikker forrige år meldte, at de ville lukke, meldte Lars Nybjerg sig på banen som mulig køber af legetøjsforretningerne i området ved Odsherred. En handel, der dog aldrig blev til noget.

Geppels Legetøj har tidligere haft otte butikker på Sjælland, men ifølge Lars Nybjerg har et voksende online-salg resulteret i, at forretningen nu udelukkende består af to butikker.

Ifølge Sjællandske medier lukker Geppels Legetøj begge butikker i december, mens online-forretningen også bliver lukket, hvis det ikke lykkes at få den solgt inden den 1. december 2021.

Artiklens emner
Legetøjsbranchen