Salling Group vil bruge tre-cifret millionbeløb på ny online-satsning
Dagligvarekæmpen Salling Group vil hyre op mod 400 medarbejdere til ny onlinesatsning med levering af dagligvarer.
Salling Group tager kampen op mod rivalerne og vil i en ny satsning på onlinesalg af dagligvarer for første gang i koncernens historie sælge grøntsager, fisk og kød på nettet og bringe det direkte ud til kunderne.
Det skriver Børsen.
Koncernen er klar til at bruge "flere hundrede mio. kr." på satsningen, der er en del af dagligvarekæmpens planer om at sætte sig på 35 pct. af det danske onlinemarked for dagligvarer i de kommende år.
“Det her er en af vores største investeringer og satsninger til at vokse herhjemme, så der er ingen tvivl om, at det absolut er i toppen af vores prioriteringer,” siger Thor Jørgensen, direktør for e-commerce i Salling Group, til Børsen.
I første omgang vil Salling Group tilbyde kunder i Storkøbenhavn at få leveret direkte til døren, men planen er, at konceptet på sigt skal bredes ud til store dele af Danmark.
Der skal ifølge planerne hyres op mod 400 medarbejdere til den nye onlinesatsning med levering af dagligvarer. Salling Group har i modsætning til konkurrenten Coop hidtil holdt sig fra at levere fødevarer ud til kunderne. I Bilka- og Føtex-kæderne har man i stedet satset på køb-og-hent-koncepter.
Dagligvarekæmpen har endnu ikke fundet et navn til platformen, men overvejer at bruge enten Netto, Bilka eller Føtex-navnet.
Salling Group - med netop Netto, Føtex og Bilka som de største brands samt en årsomsætning i fjor på 57 mia. kr. - har som alle andre i detailhandlen været præget af et forår med coronakrisen. Det satte i en periode stop for salg af en række varegrupper, mens fødevarerne har haft vækst.
Siden foråret har Salling Group dog fået fart i den samlede forretning.


