Just Eat satser på sultne fodboldfans til EM
Take away-brandet har indgået en aftale om at være sponsor til europamesterskabet i fodbold.
Take away-giganten Just Eat håber på at få fingrene i store mængder af sultne fodboldfans, når der skal provianteres under kampene til europamesterskaberne i fodbold, som bliver spillet i 2021.
Just Eat har nemlig indgået en aftale om at være sponsor for begivenheden.
Aftalen om sponsoratet af europamesterskabet er en global aftale indgået af Just Eats hovedkontor i Amsterdam, og direktøren for den danske afdeling har store forhåbninger til, at det bliver en kæmpe succes for take away-giganten.
»Der kommer fuld knald på, og vi har store forventninger,« siger adm. direktør for Just Eats danske afdeling, Carsten Boldt.
Han håber, at eksisterende kunder vil genkende Just Eats logoer med glæde, og at nye kunder bliver inspireret.
»Vi håber på, at vores gamle kunder vil sige: ”Yes, jeg er sammen med et cool brand”, og at potentielt nye kunder vil få øjnene op for, at det er noget, man skal prøve,« siger direktøren.
Just Eats kendskab til egne forbrugere peger på, at fodboldseere er gode potentielle kunder for take away. Der kommer simpelthen bare godt gang i salget, når bolden ruller over grønsværen på verdens helt store stadions.
»Vi kan se en 1 til 1-korrelation i stigning i antallet af bestillinger under de store fodboldkampe,« siger kommerciel direktør i Just Eat, Mikkel Pedersen, der desuden tilføjer, at Just Eat kommer til at være meget synlige for den danske fodboldseer under slutrunden.
»Den danske fodboldfan vil opleve en masse synlighed af vores brand i form af klassiske medier som LED-bandereklamer og tv-reklamer, men vi vil også lave en masse støj i værtsbyerne samt en række digitale tiltag,« siger han.
Sponsoratet af europamesterskabet i fodbold kommer sammen med en større kommunikationsstrategi, hvor også brandets visuelle identitet får en overhaling.
Det vil ende ud i et mere sammenhængende visuelt udtryk i farve og logo på tværs af de markeder, Just Eat opererer på.
»Den totale sammenhæng kommer til at give meget mere power i vores markedsføring,« siger den danske direktør for Just Eat, der ser frem til at lancere de kommende tiltag.