Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Fitness World tjente godt, før covid-19 kastede skygger over træningscentrene

Coronanedlukningen har tvunget Fitness World ud i en større omstrukturering med blandt andet fyringer som konsekvens.

Corona rammer verden
2019 gav positive resultater på bundlinjen, mens coronaen er en gevaldig hæmsko i 2020. Foto: Fitness World

2019 blev et stærkt år for Fitness Worlds danske afdelinger, der både steg på top- og bundlinje, mens fitnesskæden samtidigt investerede tykt.

Landets største fitnesskæde tjente godt sidste år. Bundlinjen viste et plus på 78 mio. kr, hvilket er cirka 10 mio. kr. mere end i 2018.

Omsætningen fik også en nøk i opadgående retning på 60 mio. kr., så den for regnskabsåret 2019 stod opgjort til 1,366 mia. kr i de den danske afdeling.

»Ledelsen ser resultatet som tilfredsstillende,« fremgår det af regnskabet.

Stigningen i omsætningen kommer på baggrund af en øget medlemsskare og et forøget salg per medlem. Omsætningen af energibarer, proteinshakes og personlig træning steg også med 18 pct. til 152 mio. kr.

Samtidigt med at indtjeningen steg, investerede Fitness World også 90 mio. kr. i ejendomme og udstyr.

Trods et stærkt 2019 kom Fitness World dog gevaldigt ned på jorden igen med udbruddet af covid-19, da samtlige centre blev lukket, og omsætningen for første halvår af 2020 faldt med 42 pct. set i forhold til året før.

Finans kunne tidligere berette om, at Fitness World som konsekvens af coronakrisen så sig nødsaget til at fyre cirka 75 fuldtidsansatte og et endnu ubestemt antal deltidsansatte, mens fitnesskæden i samme omgang nedlagde kæden Urban Gym.

I Regnskabet for 2019 fremgår det også, at landets største fitnesskæde forventer at lukke to at dets centre i løbet af efteråret 2020. Centrene, der skal lukke, er placeret i Odense og Kolding, og de lukkes primært som resultat af en lav performance. Andre centrer kommer i stedet på nye lokationer.

»Vi evaluerer og tilpasser løbende vores netværk af centre i forhold til placering, efterspørgsel og de services de tilbyder, så vi bedst muligt kan imødekomme vores medlemmers behov. Det betyder, at vi løbende åbner nye centre, senest i Lyngby, og at vi åbner yderligere tre centre i den nærmeste fremtid. I forbindelse med de løbende tilpasninger lukker vi to andre centre, som flyttes til centrene i nærheden, hvor vi tilbyder forbedrede services og muligheder for medlemmerne,« skriver Niels Meidahl, direktør for Fitness World Group, i en mail.

Efter den politiske nedlukning af landet var overstået, åbnede Fitness World igen alle dets 186 centre den 11. juni. I slutningen af juni havde kæden 560.000 medlemmer i hele koncernen Fitness World Group, der også tæller kædens udenlandske aktiviteter. Junis medlemstal var omkring fem pct. lavere end sidste års medlemstal.

Tingene ser dog ud til at være i markant bedring, da omsætningen for juli 2020 ifølge årsrapporten var på samme niveau som i juli måned sidste år.

Under nedlukningen modtog Fitness World statslige hjælpepakker.

Fitness World åbnede dets første center på Gasværksvej i København i 2005. Siden er kæden vokset til en medarbejderskare på flere tusinde medarbejdere. I slutningen af 2019 blev det købt af den britiske fitnesskæde PureGym.

BRANCHENYT
Læs også