Erhverv

Warren Buffett sælger ud af aktier i stor amerikansk bank

Berkshire Hathaway offentliggjorde fredag, at det børsnoterede investeringsselskab sælger ud i sine aktier i banken Wells Fargo & Co.

Berkshire Hathaway er en afklodens 15 største virksomheder målt i værdi, og verdens aktiemarkeder har i det seneste århundrede aldrig set en så succesfuld investor som Warren Buffett.Foto: AP Photo/Nati Harnik.

Når den amerikanske rigmand Warren Buffet sælger ud af sine aktier, vækker det stor opsigt i hele verden.

På ugens sidste hverdag meldte det børsnoterede investeringsselskab Berkshire Hathaway med Warren Buffett i spidsen ud, at man har solgt en stor mængde aktier i den amerikanske bank Wells Fargo.

Berkshire Hathaway ejer nu 3,3 pct. af aktierne i den amerikanske bank, der har kæmpet med flere skandaler i de sidste par år.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Med salget har Warren Buffetts’ Berkshire Hathaway nu 137.6 millioner aktier til en værdi af næsten 21.5 mia. kroner. Det er et fald på mere end 6 mia. kroner siden slutningen af juni.

Warren Buffett begyndte at investere i Wells Fargo i 1989.

I midten af august i år offentliggjorde Berkshire og Buffett, at man mindskede sine andele hos flere banker og i flybranchen.

Der er blevet solgt for næsten syv mia. dollars i banker som Wells Fargo, JP Morgan, USBank og Goldman Sachs. Samtidig er Buffett gået helt ud af sine to positioner i luftfart.

I stedet har Warren Buffett kastet sig over markedet for guld, hvor han sammen med Berkshire Hathaway har købt for 500 mio. dollars i guldmineselskabet Barrick Gold, som er en af verdens største producenter af ædelmetallet.

Per Hansen, der er investeringsøkonom i Nordnet, har tidligere udtalt til Finans, at Buffetts adfærdsændring er iøjenfaldende:

»For nogen måneder siden sagde han, at ”amerikanske banker stod godt positioneret”. Det giver derfor stof til eftertanke, når han nu vælger at sælge ud i bankerne. Man tænker, at der må være sket noget i den mellemliggende periode, der har ændret hans syn på bankerne.«

BRANCHENYT
Læs også