Erhverv

Dansk tøjmærke opgav udlandet - nu gøres et nyt forsøg

Han Kjøbenhavn vil åbne nye butikker i New York og London. Det sker blot få år efter, at det danske tøjmærke lukkede sine udenlandske butikker.

Daniel Hummel, adm. direktør i Han Kjøbenhavn, vil konsolidere tøjmærket internationalt.

Det danske tøjmærke Han Kjøbenhavn har tilsyneladende ikke ladt sig skræmme af et tidligere fejlslået udlandseventyr.

For selvom Han Kjøbenhavn i 2017 måtte lukke sine butikker i New York og Paris, er modevirksomheden nu igen klar til at åbne butikker uden for landets grænser.

Det skal denne gang ske med flagskibsbutikker i New York og London inden for det næste halvandet år. Det fortæller Daniel Hummel, adm. direktør i Han Kjøbenhavn.

»Vores turnaround er lykkedes, og vi bevæger os nu ind i den næste fase af vores strategiplan, der er fokuseret på den internationale ekspansion og vækst af forretningen. Og det er i den sammenhæng, man skal se vores åbning af flagskibsbutikker i London og New York,« siger han.

Som Daniel Hummel henviser til, har Han Kjøbenhavn de seneste år rejst sig fra en tid med store millionunderskud, negativ egenkapital og butikslukninger.

Senest kom Han Kjøbenhavn ud af 2019 med et driftsresultat på 1,3 mio. kr. og et forbedret kapitalberedskab.

Tilmed kom der en ny ejerkreds i slutningen af 2019. Heriblandt kom plastmillionæren Jacob Andersen og hans søn, fodboldlandsholsspiller Joachim Andersen, ind i virksomheden med en ejerandel på 47 pct. gennem deres fælles selskab.

De tilførte Han Kjøbenhavn et tocifret millionbeløb i jagten på vækst og på at konsolidere sig som et internationalt modehus.

Med tanke på den succesfulde turnaround og den nye ejerkreds føler Daniel Hummel sig derfor overbevist om, at det vil gå Han Kjøbenhavn anderledes i udlandet denne gang.

»Både Storbritannien og USA er markeder, hvor vi har et uforløst stort potentiale i det hele taget, men især væksten i vores engrosforretning skal vores flagskibsbutikker supportere i de pågældende markeder. På den måde er det også markant anderledes end den tilgang, man så for en række år siden,« siger han.

Selvom coronakrisen har været hård ved modebranchen, forventer Han Kjøbenhavn i 2020 et positiv resultat på bundlinjen. Dog forventes omsætningen at være stagnerende takket være netop coronakrisen.

Ifølge Daniel Hummel tyder meget på, at omsætningen vender tilbage i markant vækstgear i 2021.

BRANCHENYT
Læs også