Ejerleder skrinlægger salgsplaner trods udsigt til milliardgevinst
Henrik Sørensen, topchef og ejer af Desmi, dropper nu planen om at sælge den nordjyske pumpeproducent i en handel, der var ventet at indbringe ejeren en milliardgevinst.
Henrik Sørensen, topchef og ejer af den nordjyske pumpeproducent Desmi, skrinlægger planen om at sælge den 185 år gamle virksomhed.
I februar kom det frem, at Henrik Sørensen var klar til at sælge virksomheden med knap 900 ansatte i en handel, der forventelig ville kaste en milliardgevinst af sig til familien Sørensen.
Men en coronakrise senere dropper den nordjyske ejerleder nu alle planer om at skille sig af med Desmi.
»Vi har meldt ud i organisationen, at vi udskyder en eventuel salgsproces på ubestemt tid,« udtaler Henrik Sørensen i en mail til Børsen.
Salgsplanerne så ellers dagens lys på bagkanten af et forrygende 2019, hvor salget af pumpeløsninger til skibs- og offshore-industrien rundt om i verden kastede en omsætning af sig på knap 1,6 mia. kr., mens overskuddet efter skat blev mere end firedoblet til 230 mio. kr.
Fra flere sider førte det til spekulationer om, at et salg af den nordjyske industrikoncern ville ske til en pris fra 3 mia. kr. og op.
Dermed stod Henrik Sørensen, som sammen med sin familie ejer 80 pct. af selskabet, til at blive milliardærer.
Men nu er milliardærdrømmene – i hvert fald for en tid – lagt på is. I stedet vil Henrik Sørensen ifølge Børsen forfølge andre strategiske muligheder.
Hvad den melding konkret dækker over, er uvist. Men det skrinlagte salg betyder dog ikke, at Desmi-ejeren står tilbage med tomme lommer.
Sidste års rekordregnskab førte nemlig til udbetaling af et udbytte til ejerne på 130 mio. kr. Med en ejerandel på 80 pct. gik 104 mio. kr. således til Henrik Sørensen og hans familie.
Med de skrinlagte salgsplaner følger Desmi i slipstrømmen på bl.a. Molslinjen og Unisport, som i foråret droppede planer om et salg, fordi coronakrisen har vendt op og ned på verdensøkonomien og lagt en dæmper på virksomhedershandler.



