Erhverv

Se kortet: Sådan har boligpriserne udviklet sig i dit område

De danske huspriser er steget i alle regioner på nær én.

Region Hovedstaden kommer ind på en andenplads over, hvor boligpriserne er har steget procentmæssigt mest. Foto: Peter Hove Olesen

Huspriserne i næsten hele landet når nye højder trods covid-19.

Dette fremgår af en analyse fra Finans Danmark, der i andet kvartal 2020 viser den dyreste gennemsnitlige kvadratmeterpris på ejerlejligheder og parcel- og rækkehuse, siden statistikken startede i 2004.

»Ejendomspriserne, vi nu ser for parcelhuse og ejerlejligheder, er på det højeste niveau nogensinde. Det vidner om, at vi har et robust boligmarked, og at boligejernes økonomi stadig er robust,« siger Ane Arnth Jensen, viceadm. direktør i Finans Danmark.

Den gennemsnitlige kvadratmeterpris på ejerlejligheder er ifølge analysen 28.689 kr., mens den for parcel- og rækkehuse ligger på 14.286 kr.

»Den seneste tid har der været stor usikkerhed om, hvilken betydning coronakrisen får for boligmarkedet. De nyeste tal viser, at huspriserne det seneste år faktisk er steget de fleste steder i landet. Der er ikke nogen tvivl om, at det er kommet bag på de fleste, at boligmarkedet har klaret sig så godt trods coronaen,« siger Ane Arnth Jensen, der desuden påpeger, at prisen på et typisk hus på 140 kvadratmeter for første gang er sneget sig over 2 mio. kr.

Stigningen er ikke helt geografisk lige fordelt, og specielt nordjyske boligejere kan juble over et prishop, der ifølge analysen fra Finans Danmark har været på 4,9 pct. i Region Nordjylland set i forhold til samme kvartal året før.

På andenpladsen kommer Region Hovedstaden ind med 3 pct. stigning, mens Region Midtjylland tager sig af tredjepladsen med en stigning i salgspriserne på 2,6 pct.

Region Sjælland har set en stigning på 1 pct., mens Region Syddanmark er det eneste sted, hvor der har været fald i huspriserne siden sidste år. Faldet er på 0,9 pct.

Om den opadgående tendens på boligmarkedet kan fortsætte er endnu usikkert. Lave renter kan holde en hånd under priserne, mens en mulig stigende ledighed kan vende det momentum, der blev set i andet kvartal.

»Vi ved, at renten er lav, og det er et plus for boligmarkedet, da lave renter gør det nemmere at finansiere et boligkøb. Omvendt må vi sige, at udsigterne for ledigheden tilfører noget usikkerhed i øjeblikket, hvis man kigger frem på resten af året. Derfor vil jeg ikke spå, at vi bare kan sætte en lineal på grafen og forvente, at markedet fortsætter opad på samme måde. Ledigheden er en dark horse, der skaber et usikkerhedsmoment,« siger Ane Arnth Jensen.

BRANCHENYT
Læs også