Erhverv

Danmark tiltrækker it-talenter fra udlandet i hobetal: 48 pct. flere på tre år

På tre år er antallet af udenlandske it-folk i Danmark steget med næsten 50 pct. Det både afhjælper manglen på danske it-talenter og skaber nye job, mener tech-succesen Unity Technologies.

En ny kortlægning afslører en kraftig stigning i udenlandsk it-arbejdskraft i Danmark. Og en række lande, som især er interessante for danske virksomheder, der søger it-folk, fortæller Camilla Rygaard-Hjalsted, adm. direktør for Digital Hub Denmark. Foto: Digital Hub Denmark

Der mangler it-folk i Danmark, og der vil mangle endnu flere i fremtiden.

Sådan har det lydt med jævne mellemrum i årtier, og det er en af forklaringerne på, at der nu er næsten 10.000 it-folk fra udlandet ansat i danske virksomheder.

En udvikling, der har taget voldsom fart de seneste år, viser en ny rapport fra organisationen Digital Hub Denmark. Mængden af udenlandsk it-arbejdskraft er fra 2016 til 2019 steget med 48 pct.

De nye tal vækker glæde hos DI Digital, for manglen på de rette it-folk kan være med til at bremse den digitale omstilling i Danmark.

»Det er rigtig gode nyheder, både for vores digitale virksomheder, men også resten af erhvervslivet. De har i høj grad også brug for digitale talenter til at sikre deres omstilling,« siger Christian Hannibal, konstitueret direktør for DI Digital.

De er ikke en erstatning for danske medarbejdere, men bygger oven på og skaber utrolig meget merværdi.

Anders Peter Kierbye Johansen, Unity Technologies

Et af de selskaber, der har mange udenlandske it-folk ansat, er dansk-fødte Unity Technologies, som har hovedkvarter i USA og en stor udviklingsafdeling i København. Her er omkring halvdelen af de 320 medarbejdere fra andre lande.

»Det er kun positivt. Jo flere, vi kan få ind fra udlandet, jo bedre, hvis vi skal have et fungerende tech-miljø i Danmark. De er ikke en erstatning for danske medarbejdere, men bygger oven på og skaber utrolig meget merværdi,« siger Anders Peter Kierbye Johansen, direktør for Unity Technologies i Danmark.

Hans erfaring er nemlig, at bare én specialist, hentet fra udlandet til Danmark, kan skabe mange nye jobs.

»Hvis vi finder en med særlige kompetencer, som kommer til København, kan vi bygge et team op omkring det og skabe 4-5 nye jobs. Og faktisk 10-20 nye jobs, hvis det bliver en hel afdeling. Alternativet er, at disse jobs bliver skabt et andet sted i verden,« siger Unity-direktøren.

Hovedresultater fra rapporten
  • En kortlægning af arbejdskraften med digitale kompetencer viser, at ud af samlet 167.200 personer med it-jobs i Danmark var 9.549 fra udlandet i 2019, mod 6.457 tre år tidligere.
  • Dermed var der i 2019 11 pct. udenlandsk arbejdskraft, mod 8 pct. i 2016.
  • Udover Indien, som er den klart mest udbredte nationalitet blandt udenlandske it-folk i Danmark, ligger Tyskland, Rumænien, Storbritannien og Polen i top.
  • Siden 2014 har der været flere it-folk, der flyttede til Danmark, end der flyttede ud. Dermed er antallet steget hvert år. Før 2014 var tallet faldende.
  • Rapporten er udarbejdet af HBS Economics, på vegne af Digital Hub Denmark

De nye tal får selvsagt også en varm modtagelse hos Digital Hub Denmark, som står bag rapporten og arbejder for at få flere it-folk til Danmark.

»Det går i den rigtige retning, når vi nu kan se, at der kommer flere digitale talenter til Danmark, end vi sender ud. Så vi er ret begejstrede. Vi er et land, der er værd at komme til, som har noget at byde på,« siger Camilla Rygaard-Hjalsted, adm. direktør for Digital Hub Denmark, som er finansieret af staten og en række erhvervsorganisationer.

Det land, der ’leverer’ flest it-folk til danske virksomheder, er med et stort forspring Indien. Over 1.500 indere var i 2019 beskæftiget i den danske it-branche, hvilket er en fordobling på tre år. Men også en række andre lande markerer sig som leverandør af it-arbejdskraft til Danmark, og den viden giver nu mulighed for at skrue endnu mere op for salgsarbejdet.

Vi har set et væsentligt øget inflow fra Rumænien, Litauen og Bulgarien.

Camilla Rygaard-Hjalsted, Digital Hub Denmark

Især Østeuropa har vist sig at være en god jagtmark for danske virksomheder, der søger dygtige folk, som gerne vil flytte til Danmark og arbejde.

»Vi kan se, at der er 3-4 lande, hvor vi ikke udnytter det potentiale, der er. Vi har set et væsentligt øget inflow fra Rumænien, Litauen og Bulgarien, så det er nye lande, vi gerne vil rette vores markedsføring imod. Hvis det går, som vi håber, kan vi så få endnu flere til,« siger Camilla Rygaard-Hjalsted.

BRANCHENYT
Læs også