Erhverv
BREAKING

Medarbejderne får bonus for at cykle på arbejde

Direktøren aner endnu ikke, hvor meget det kommer til at koste ham.

Hos VM Tarm kan medarbejderne nu slide sig til en bonus på metalhesten. Foto: VM Tarm

Tankvognsproducenten VM Tarm A/S tager snart en ny bonusordning i brug for at sikre medarbejdernes helbred og bidrage til at reducere Co2-udledningen.

Fra 1. oktober har ledelsen i den Tarm-baserede virksomhed valgt at tilbyde medarbejderne en bonus på 2000 kr., hvis de vælger at tage cyklen på arbejde.

»Vi ville gerne gøre noget for vores medarbejderes trivsel og sundhed, og så fandt vi frem til denne ide, som både bidrager til medarbejdernes sundhed, mens den også reducerer Co2-udledningen,« siger adm. direktør Holger Ross Lauritsen fra VM Tarm.

For at opnå bonussen på 2000 kr. skal medarbejderne enten cykle på arbejde 100 gange eller cykle samlet 300 kilometer til og fra arbejde. Det tæller i øvrigt også med i regnskabet, hvis de vælger at gå.

Det hele skal registreres på en fælles motionsapp, hvor medarbejderne kan følge med i, hvordan det går med kollegaerne.

»Jeg håber, der vil komme en masse sjov ud af, at man kan følge hinanden. Det skaber noget socialt på arbejdspladsen, hvor man kan gå og stikke lidt til hinanden,« siger direktøren, der allerede nu er begyndt at høre konkurrencepræget snak på gangene angående cykelordningen.

For VM Tarm er håbet, at cykelordningen kan hjælpe med at komme i mål med målsætningen om at bidrage til FN’s verdensmål om anstændige jobs og bæredygtig energi. Også rent forretningsmæssigt håber virksomheden at få et lille afkast af ordningen.

»Helt koldt og kynisk kan man håbe, at vi får nogle sundere medarbejdere. Hvis de er sunde, har de færre sygedage og arbejder mere produktivt,« siger direktøren, der dog understreger, at den primære årsag til, virksomheden starter projektet, er, at den gerne vil hjælpe medarbejderne til at tage valget om at hoppe på den sundere og mere klimavenlige cykel.

»Jeg ved, at der er flere, der siger, de burde cykle på arbejde, og det her kan forhåbentligt hjælpe dem med at tage beslutningen og sætte gang i nogle gode vaner,« siger direktør Holger Ross Lauritsen.

Hvor mange medarbejdere, der har tænkt sig at ase sig til bonusordningen på metalhesten, ved direktøren endnu ikke.

»Det bliver spændende at se, hvor dyrt det bliver,« griner Holger Ross Lauritsen.

BRANCHENYT
Læs også