Act.Global er et mulehår fra konkurs og efterlader krav for svimlende 312 mio. kr.
En køber til det kriseramte Act.Global har ændret kurs, så nanoselskabet nu sandsynligvis går konkurs. Kreditorerne står tilbage med krav på et trecifret millionbeløb.
Der er lange udsigter til at få de 312 mio. kr. igen, som kreditorerne hævder at have i klemme i det omstridte nanoselskab Act.Global.
Virksomhedens fremtid skal afgøres tirsdag i skifteretten, og her tyder det på, at Act.Global må lide konkursskæbnen.
En køber havde ellers vist interesse for, at der kunne gennemføres en tvangsakkord, hvor der indgås en ordning med kreditorerne om gælden. Men i stedet for har køberen – bestående af en række eksisterende investorer - tilbudt at købe aktiverne ud af selskabet.
Hvad enten kreditorerne takker ja eller nej til tilbuddet, går Act.Global forventeligt konkurs.
Det fremgår af forslaget til rekonstruktionsplanen, som rekonstruktørerne har sendt ud til de involverede parter, og som Finans er i besiddelse af.
Act.Global har siden februar været i mediernes søgelys, efter at selskabet kom ud med et choktab på 121 mio. kr., få måneder efter løftet om millionoverskud fra direktør og stifter Carsten Jensen.
Siden er regnskaberne blev sat under lup af Erhvervsstyrelsen, og en intern analyse af finanserne stiller samtidig spørgsmålstegn om, hvorvidt dele af omsætningen er reel.
Knap 200 investorer har skudt penge i virksomheden, som markedsfører en bakteriedræbende nanospray. En række kendte investorer har været med ombord, blandt andre Lagkagehusets medstifter Ole Kristoffersen, skibsreder Johan Wedell-Wedellsborg og erhvervsmanden Adam Falbert, der står bag landets største barkoncern.
Den række eksisterende investorer – som blandt andet også handler på mandat fra Carsten Jensen selv – har fremlagt et købstilbud på Act.Globals aktiver, som primært dækker over rettighederne til nanoproduktet.
De tilbyder 250.000 kr. i købesum og 250.000 kr. til at dække medarbejdernes løn i rekonstruktionsperioden. Dertil kommer de omkring 4 mio. kr., som allerede er indbetalt til betaling af rekonstruktørerne, og en bankgaranti på 700.000 kr. Samtidig indgås der en aftale med Vækstfonden, der har virksomhedspant i aktiverne på 10 mio. kr., skriver advokat Nicolai Dyhr i købstilbuddet.
Rekonstruktørerne skriver i rapporten, at tilbuddet efter deres skøn er rimeligt, fordi der ikke er udsigt til en bedre dividende i tilfældet af en konkurs. Men de udtrykker samtidig bekymring for den sikkerhed, købergruppen stiller i udsigt. Gruppen er ifølge købstilbuddet ved at stifte et selskab, som nu byder på aktiverne.
»Der er således ikke oplyst om tilstrækkelig deponering af sikkerhed for købesummen, ligesom køber er et selskab under stiftelse, hvor rekonstruktørerne ikke har konkrete oplysninger om en tilstrækkelig betalingsevne til, at vi er betrygget i, at forslaget kan opfyldes,« lyder det.
Rekonstruktørerne nævner, at de fortsat arbejder med en anden interesseret køber, der endnu ikke har sendt et købstilbud.
Uanset hvad bliver det svært for kreditorerne at få deres krav indfriet. I alt har rekonstruktørerne som nævnt modtaget krav på 312 mio. kr., som kreditorerne har i klemme.
»Der er ikke taget stilling til kravenes berettigelse, idet der ikke forventes at blive dividende til de simple kreditorer. Det skal dog bemærkes, at der er en række krav, der er eller vil kunne bestrides,« står der i rapporten.

