Dansk håndboldstjerne leverer overskud i eget rejseselskab - men så kom corona
Det danske rejseselskab Travel Sense, der er stiftet af den tidligere håndboldspiller Camilla Andersen, har tilpasset forretningen og leverer for første gang millionoverskud.
Nu gik det lige så godt. Det kunne være overskriften for det danske rejseselskab Travel Sense, der har specialiseret sig i skræddersyede grupperejser til virksomheder og sportsrejser til privatpersoner.
Selskabet havde nemlig efter flere år med tidligere underskud tilpasset forretningen. Det betød, at seneste offentliggjort regnskab for den skæve regnskabsperiode 2018/2019 viste, at det lykkedes rejsebureauet at levere sit første millionoverskud nogensinde.
Ifølge regnskabet formåede Travel Sense, der er stiftet af den tidligere håndboldspiller Camilla Andersen i 2012 og bl.a. har iværksætter Birgit Aaby som medejer, i regnskabsperioden at levere et overskud på 1,8 mio. kr. efter skat mod et overskud på omkring 35.000 kr. efter skat i 2017/2018.
»Selskabet har i det forløbne regnskabsår fortsat fokuseringen på at tilpasse omkostningsstrukturen, hvilket har været den væsentligste årsag til forbedringen i resultatet før skat. Denne fokusering forventes fortsat idet kommende regnskabsår,« skriver ledelsen ifølge det seneste regnskab.
Samtidig påpeger ledelsen i Travel Sense, at den med en række digitale tiltag vil forberede rejseoplevelsen for selskabets kunder det kommende år. Derved forventer selskabet at kunne sikre en »yderligere forbedring af selskabets drift og dermed resultat før skat«.
Siden Camilla Andersen stiftede Travel Sense har selskabet skiftet ejer flere gange, men i 2017 købte hun selskabet tilbage fra rejsegiganten TUI.
Desuden har tidligere Brøndby-spiller Allan Ravn tidligere været direktør og medejer i sportsrejseselskabet. Han stoppede dog som direktør i maj 2017, hvor han ligeledes blev købt ud af Travel Sense.
Birgit Aaby, der bl.a. er kendt for sin medvirken i DR-programmet ”Løvens Hule” kom med om bord i 2017.
Her blev der desuden skudt 800.000 kr. ind i selskabet i frisk kapital.
Men som sagt. Nu gik det lige så godt. For siden seneste opgjorte regnskab har corona-krisen totalt ændret billedet for hele rejsebranchen og sat den under uhørt pres. Det gælder også Travel Sense, der ligesom andre selskaber oplevede et lodret fald i indtjeningen og samtidig havde svært ved at få regeringens hjælpepakker til at passe ind, fortalte Camilla Andersen til Finans tilbage i april måned.


