Norwegian-chef er klar med kriseplan – og den er afhængig af støtte fra stat og investorer
Aktionærer, staten og långiverne bliver nødt til at holde hånden under Norwegian, hvis Norwegian skal klare skærene indtil 2022, lyder det fra det pressede flyselskabs topchef.
Norwegian, der allerede har fået milliarder og været igennem en sviende restrukturering, regner med at bede om flere penge for at komme helskindet igennem krisen.
Det fortæller Jakob Schram, der er koncernchef i Norwegian, og som har udarbejdet en ny kriseplan for luftfartselskabet.
»Vi kommer til at bede om mere støtte, så vi kan komme igennem vinteren og ind i 2022, hvor vi forventer, at vi er mere eller mindre tilbage, som det var før corona,« siger Jakob Schram til det norske medie NRK.
Det bliver ikke kun staten, som Norwegian gerne vil have træder til.
»Faktisk vil det være alle dem, der også hjalp os i første runde – såsom obligationsejerne, aktionærer, banker og leasingselskaber,« siger han.
I maj forhandlede Norwegian en krisepakke på plads med sine kreditorer, leasingselskaber og investorer, der betød, at flyselskabet fik adgang til 2,7 mia. norske kroner i statslige lån.
Kreditorer og leasingselskaber gik også med til, at 10,8 mia. norske kroner blev konverteret fra gæld til egenkapital. Derudover sagde aktionærerne ja til muligheden for, at Norwegian kan rejse 300-400 mio. norske kroner i en aktieemission.
For at kriseplanen lykkes, kræver det enorme mængder af forhandling og forståelse, siger han.
»På den måde kan det være en ny thriller,« siger Jakob Schram.






