Danmarks pepperoni-konger genforenes i innovativ bøffabrik
Steffen Ramsgaard skulle egentligt have været på pension, men i dag står han i eget køkken og forbereder opskrifter på hybridbøffer, der skal produceres, når hans nye fabrik står klar til januar.
Steffen Ramsgaard og Per Fischer Larsen, der tidligere dannede makkerpar som stiftere af pepperoni-producenten DK-Foods, mødes nu igen i virksomheden INFoods.
Hos INFoods skal de fra januar producere forskellige former for bøffer fra en spritny fabrik i Låsby.
Steffen Ramsgaard havde ellers planer om tilbagetrækning og pension, da han sidste år solgte sin andel af DK-Foods til Danish Crown, men der gik ikke mange uger, før pensionistlivet blev for kedeligt.
»Så gammel er jeg jo heller ikke, og det var lidt kedeligt bare at gå derhjemme,« siger Steffen Ramsgaard, der slet ikke har noget imod at tage en ekstra tørn på arbejdsmarkedet.
Et nyt projekt blev derfor startet op i form af opførelsen af en bøffabrik på 3.500 m2 i Låsby mellem Silkeborg og Aarhus. Ifølge Midtjyllands Avis kastede Steffen Ramsgaard 90 mio. kr. i fabrikken.
Fabrikken skal producere bøffer og frikadeller, men det specielle er, at Steffen Ramsgaard vil have ekstra fokus på at udvikle bøf-produkter målrettet vegetarer og flexitarer.
»Burgere er jo stort over hele verden, og vi kommer til at lave mange hybridprodukter. At markedet for det er voksende, er jeg ikke et sekund i tvivl om,« siger Steffen Ramsgaard og fortsætter:
»Der findes nogle produter, men jeg synes ikke, de er specielt gode.«
Steffen Ramsgaard står i øjeblikket selv for udviklingen af opskrifterne, som skal i produktion, når fabrikken står klar til januar. Coronakrisen har besværliggjort udviklingsprocessen af de nye produkter en smule, men det har den udlærte pølsemager fundet sin egen løsning på.
»Jeg står primært hjemme i mit eget køkken og leger med det. Det er jo ikke nemt at komme til nogle ordentlige produktionsfaciliteter på grund af det skide corona,« siger Steffen Ramsgaard.
Det var fra starten planen, at Steffen Ramsgaard selv skulle stå for virksomheden, men en snak med Danish Crown fik ham overbevist om, at det var en god idé mere flere partnere.
»Det er sjovere at have en mindre del af en succes, end det er at have en stor del af en fiasko. Vi kender allesammen hinanden fra tidligere tider, hvor man jo kan sige, at det gik ret okay,« siger han.
Per Fischer Larsen dannede makkerpar med Steffen Ramsgaard i pepperoni-imperiet DK-Foods, som de to stiftede i 2003. I 2016 solgte de 70 pct. af virksomheden til kapitalfonden Maj Invest, men senere har Danish Crown overtaget hele selskabet.
De to salg af DK-Foods har gjort Per Fischer Larsen og Steffen Ramsgaard til mangemillionærer.
Per Fischer Larsen er stadig er en del af de forretninger, som Danish Crown overtog i DK-Foods, og han glæder sig over, at det igen er lykkedes at få dannet samarbejde med den innovative Steffen Ramsgaard.
»Steffen er en produktionsmand, og han er en dygtig en af slagsen. Han kan producere varer mere effektivt og mere sikkert end alle andre, og han bruger sin kreative hjerne til at finde ud af, hvordan man kan optimere processen,« siger Per Fischer Larsen, der sammen med Danish Crown Foods kommer til at stå for distribueringen af de produkter, som INFoods kommer til at producere.
»Der er ingen tvivl om, at vi kaster os over noget helt nyt. Der er ikke noget, der er let, men der er stor interesse for denne type produkter,« siger Per Fischer Larsen.
Danish Crown, adm. direktør i Danæg Jann Dollerup og tidligere finansdirektør i DK-Foods Anders Mosegaard går i samme omgang som Per Fischer Larsen ind i INFoods.