250 ansatte går frivilligt hos Danske Bank - Mangler fortsat mange
Danske Bank skærer i antallet af stillinger for at nedbringe omkostningerne og forblive konkurrencedygtige.
I forbindelse med tidligere fremlagte planer om at skære i omkostningerne frem mod 2023, meddelte Danske Bank, at banken havde til hensigt at skære 1.600 stillinger væk i løbet af et år.
»For at sikre de nødvendige fremskridt vil vi igangsætte yderligere omkostningstiltag, hvilket desværre også vil betyde, at vi må sige farvel til flere medarbejdere,« sagde adm. direktør Chris Vogelzang i forbindelse med et halvårsregnskabet for første halvdel af 2020.
Nu meddeler Chris Vogelzang til Finanswatch, at 250 ansatte i første omgang har valgt at tage imod et tilbud om frivillig fratrædelsesordning fra deres respektive stillinger i landets største bank, der altså stadig mangler at skære 1.350 stillinger væk for at nå op på den planlagte reduktion på 1.600 stillinger.
Han afholder sig fra at gisne om, hvor mange flere frivillige fratrædelser banken kan komme op på.
»Over det næste år vil vi reducere antallet af stillinger med 1.600, og det inkluderer også folk, der selv vælger at gå eller gå på pension, så det endelige tal er svært at sige,« lyder det fra Chris Vogelzang til Finanswatch.
Danske Bank har længe haft fokus på at nedbringe de underliggende omkostninger for at bringe driftsomkostningerne ned på omkring 26 mia. kr. næste år, og dette mål var fortsat gældende under aflæggelsen af halvårsregnskabet i juli.
»Omkostningerne er fortsat et fokusområde for at sikre, at vi også fremover kan være konkurrencedygtige i et marked med stærk konkurrence og lave marginaler. De underliggende omkostninger er stadig for høje, og med en øget makroøkonomisk usikkerhed og de udfordringer, det giver for vores muligheder for at løfte indtægterne, er vi nødt til at fokusere endnu mere på at nedbringe omkostningerne,« sagde finansdirektør Stephan Engels i en kommentar til Finans i forbindelse med halvårsregnskabet.