Erhverv

Dæk-gutter har fået millioninvestering fra bilglad millionærfamilie

Strøjer-familien har en omfattende bilsamling på over 100 biler, hvori der er flere sjældne og dyre eksemplarer.

Oliver Kiil Munch og Oliver Georg Jensen stiftede Rubberduck i 2016, men væksten kom først for alvor, da coronakrisen ramte Danmark i marts. Foto: Rubberduck

Det hele startede med en dyb frustration over, at det nærmest krævede en halv fridag fra arbejde, når dækkene skulle skiftes hos mekanikeren.

Oliver Kiil Munch og Oliver Georg Jensen stiftede i 2016 firmaet Rubberduck, der via kørende mekanikere skifter dæk direkte hjemme hos forbrugeren, som derfor undgår turen til den klassiske mekaniker.

»Det er et opgør i hele autobranchen, som måske sakker lidt tilbage i forhold til convenience, og noget så simpelt som et dækskift skal man stadig køre ned til værkstedet for at få lavet. Da vi havde prøvet det én gang, tænkte vi, at det måtte kunne gøres nemmere,« siger Oliver Kiil Munch, der er medstifter af Rubberduck.

Trods stiftelsen i 2016 fik Rubberduck først for alvor et gennembrud, da statsminister Mette Frederiksen i marts lukkede et coronainficeret Danmark ned.

Dæk-gutterne havde ramt et koncept, der talte direkte ind i forbrugernes nye hungren efter såkaldte convenience-produkter, som også er set via efterspørgslen hos eksempelvis onlinesupermarkeder og lignende.

Mens mange andre virksomheder led nød, dannede coronarestriktionerne altså grundlag for en voldsomt vækst i Rubberducks forretningsmodel. Omsætningen er blevet mere end fordoblet siden sidste år, og det samme gør sig gældende for antallet af kunder.

»Vi oplevede et klart boom i, at folk gerne ville have skiftet dæk derhjemme i stedet for at skulle tage til mekaniker,« siger Oliver Kiil Munch, der specielt har set en vækst i storbyområderne.

»Der er meget få i storbyerne, der skifter dæk selv,« siger han.

Med boomet kom behovet for at skalere op, og for at opskalere kom behovet for kontanter. Dem har Rubberduck-stifterne fundet hos en række investorer, der blandt andet tæller den bilglade Strøjer-familie, der er kendt for Strøjer Tegl og en omfattende bilsamling på omkring 100 biler.

Christian Strøjer, der er bestyrelsesformand for Strøjer-familiens holdingselskab Strøjer Capital, nævner to grunde til, at den bilglade familie har valgt at gå ind i dækskifter-branchen.

»Det var først og fremmest fordi, vi synes, hele det her convenience-marked er et spændende område. Det er da langt enklere, at mekanikeren kommer til dig, end at du kommer til dem. Da vi blev kontaktet af Rubberduck og mødte de to stiftere, så vi den ild i deres øjne og den passion for deres produkt, vi er på jagt efter, når vi investerer,« siger Christian Strøjer.

I alt har Rubberduck fundet investeringer for 5 mio. kr., og Støjer-familien står for en femtedel af denne investering. Pengene skal bruges til at styrke kapaciteten, og derudover kommer investorerne med noget erfaring, som stifterne bag Rubberduck forventer at kunne profitere af.

Selvom Strøjer-familien ejer en omfattende bilsamling med blandt andet Le Mans-biler, racebiler og den danske superbil Zenvo, skal Rubberduck nok ikke sætte næsen op efter, at familien bliver den nye storkunde, indrømmer Christian Støjer.

»Der er nok ikke så meget slitage, for vi kører ikke så meget i dem,« siger han.

Udover Strøjer-familien er investorerne Morten Strandgaard, Rasmus Helmich, Mike Ginsborg og Steffen Hjaltelin også kommet ind i Rubberduck.

Læs også
Top job