Dansk modebrand henter topchef fra kendt designvirksomhed

Det danske modeselskab Masia, som har haft det svært under coronakrisen, får ny direktør.

Masai-mærket sælges i over 1.500 butikker verden over. Foto: PR-foto.

Det danske modebrand Masai, der har været hårdt ramt af coronakrisen og i foråret begærede sine selskaber i Norge og Sverige konkurs, får fra december ny direktør.

Masai oplyser, at der er tale om den nuværende direktør for designvirksomheden Hay, Henrik Steensgaard, som derved skifter direktørposten i det kendte møbelbrand ud med en toppost i modebranchen.

»Masai er et brand, jeg længe har beundret, og jeg er enormt spændt på at blive en del af teamet, hvor vi ser frem til at fortsætte selskabets indenlandske og internationale ekspansion,« siger Henrik Steensgaard.

Steensgaard blev i 2017 indsat som øverste chef i Hay. Det skete efter, at stifteren Rolf Hay forlod posten, som han af flere omgange har bestridt.

Det fremgår på nuværende tidspunkt ikke, hvem der bliver ny direktør i Hay, der tidligere har haft Bestseller-milliardæren Troels Holch Povlsen i ejerkredsen og på nuværende tidspunkt er delvist ejet amerikanske Herman Miller Inc.

»Vi ser frem til at byde Henrik velkommen til Masai Copenhagen. Hans dokumenterede resultater i Hay, Baum Und Pferdgarten og IC Companys vil give den erfaring, der er nødvendig for at fortsætte Masais ekspansion, når vi skal udvide vores forretning globalt,« siger Margaret McDonald, bestyrelsesformand for Masai.

Det danskbaserede modeselskab blev grundlagt i 1992 af søskendeparret Nina og Hans Rye.

Søskendeparret valgt i 2015 at sælge deres livsværk til den britiske kapitalfond Silverfleet, hvilket indbragte dem over 800 mio. kr.

Under coronakrisen trak den britiske kapitalfond Silverfleet sig dog fra Masai efter fem års ejerskab. I stedet blev bolden givet videre til britiske Arcmonent Asset Management, der har lånt penge til Silverfleets danske modeinvestering og fået Masai-aktierne som betaling.

Allerede inden coronakrisen begyndte modekoncernen at få det svært.

Ifølge virksomhedens seneste regnskab for 2018/2019 resulterede perioden i et milliontab i både omsætning og resultat.

Masai omsatte i 2018/2019 for 276 mio. kr. mod 335 mio. kr. året forinden, mens det seneste resultat lød på 56 mio. kr. mod 77 mio. kr. året inden.

Den svenske del af Masai, som i foråret blev begæret konkurs, havde 14 butikker, mens den norske del drev ni butikker.

Den danske del har fortsat 14 selvstændige butikker og globalt sælges Masai-mærket sælges i over 1.500 butikker.

BRANCHENYT
Læs også