Norsk hotelmilliardær kræver yderligere støtte under krisen
Rejse- og restaurationsbranchen er fortsat hårdt ramt af coranakrisen. Nu kræver den norske hotelkonge Petter Stordalen handling fra de europæiske regeringer.
Den norske hotelmilliardær Petter Stordalen, der er frontfigur i Nordens største hotelkoncern Nordic Choice Hotels og ejer flere danske hoteller, advarer om, at hele rejse- og restaurationsbranchen bukker under næste år, hvis ikke branchen får yderligere statsstøtte til at klare sig gennem coronakrisen.
Det skriver Stordalen i et debatindlæg i det svenske medie Aftonbladet.
Udover hundredvis af hoteller består den 57-årige nordmands forretningsimperium også af en rejsekoncern, et flyselskab og meget andet, og ifølge Stordalen er der brug for »et statsligt plaster, som stopper den aktuelle blødning« i branchen.
»Hvis der ikke sker noget, så kommer 2021 til at være et år med massedød blandt selskaberne og masseledighed blandt unge. Gæld skal betales for penge, som ikke findes,« skriver han bl.a. i indlægget.
Både Danmark, Sverige, Norge og store dele af de øvrige europæiske lande kæmper i øjeblikket forsat med høje smittetal, der har ført til flere restriktioner som bl.a. tvangslukketider for restauranter, cafeer og øvrige spisesteder.
»Rejse- og restaurationsbranchen skal have langsigtede spilleregler, som branchen kan forholde sig til, og en kompensation, der fuldt ud kompenserer branchen for det omsætningstab, som restriktionerne og generelle anbefalinger fører til,« skriver Stordalen.
Under krisen har Nordic Choice Hotels måttet lukke en lang række af sine hoteller og afskedige tusindvis af ansatte. Ligesom turister og overnattende gæster i stor stil har holdt sig fra branchen generelt.
Nordic Choice Hotels står bag 200 hoteller i Norden, herunder det femstjernede københavnske Skt. Petri Hotel, Comfort Hotels og luksushotellet i København, Villa Copenhagen.
Ifølge Stordalen har Skt. Petri Hotel i København kostet 1,2 mia. kr. at opføre.
Forrige år stod den norske forretningsmand desuden frem som ham, der havde reddet Spies og de andre nordiske dele i den konkursramte rejsekoncern Thomas Cook.
For nylig opgjorde det norske medie Kapitalen en liste over landets rigeste.
På listen er Petter Stordalen placeret som Norges 11. rigeste. Dog er hans formue faldet med over 10 mia. norske kr., så den nu er på 16 mia. norske kr.

